Den stærke Rose

Somme tider støder man på kvinder i slægten, der har klaret sig godt trods forhindringer i livet. Sådan en kvinde var Charlotte Cathrine Christine Rose født 22.oktober 1788 i København. Hun var - som mange københavnere var dengang - datter af tyskfødte forældre. Johan Rose var født omkring 1742 i Hessen og gift med Anne Dorthea Dreisse født omkring 1751. De fik en stor børneflok på ni, hvoraf Charlotte var den ottende i flokken.

I 1787 boede parret på Gothersgade 216 i Rosenborg Kvarter med syv af børnene, og Johan var musketer ved det kongelige regiment, 2.bataillon under kaptajn Cruÿs kompagni. Det ville have været et meget fint miljø at vokse op i for lille Charlotte, men på et tidspunkt mellem 1787 og 1801 - altså i løbet af Charlottes barndom - var Johan stoppet i militæret og i stedet blevet værtshusholder. Det har givet Charlotte et helt andet miljø at vokse op i, men familien holdt sammen. Alle familiemedlemmer var døbt og konfirmeret i den Tysk Reformerte Kirke i København - muligvis er forældrene også viet dér. År 1802 var det Charlottes tur til konfirmation, og dette i en alder af 14, hvor de unger piger som regel kom ud for at tjene et par år, før de efter teenageårene blev giftet godt bort. For Charlotte gik det anderledes.
Charlottes storebror Johan Heinrich (f. 1775) var blevet matros i Søetaten, og broderen Carl Friederich (f. 1780) var blevet tambour. Samtidig var ungkarlen Friederich Andersen Espensen Bloch (f. 1785) blevet tømrer i Søetaten og formodentlig gode venner med Johan Heinrich - begge af tysk afstamning. Familierne boede på hver deres side af Kongens Have, så Charlotte har uden tvivl mødt Friederich gennem sin storebror og gået romantiske ture gennem haven, hvilket var almindelig kurmageri på den tid. Sikkert er det i hvert fald, at hun blev gravid, og at de kun lige nåede at gifte sig i september 1803 knap to måneder før hun fødte deres søn Johan Andreas 4.dec. 1803. På daværende tidspunkt var Friederich 18 år og Charlotte blot 15 år gammel! At tjene som ung pige i huset var ikke hendes skæbne. Mellem 1803-1820 fødte hun i stedet 10 børn i ægteskabet.

Mellem 1801 og 1834 fandt der ingen folketællinger sted i Danmark, men via Nyboders Husbøger på Rigsarkivet har jeg alligevel kunnet finde informationer om familiens forhold. De boede blandt andet i Hindesgaden samt Ulvegade 25 og flyttede til Elsdyrgaden i 1816. Friederich boede der til sin død allerede den 6.maj 1838, så Charlotte var enke til sin død i 1855. Hun boede dog ikke hos manden indtil hans død, men flyttede i 1832 til Caninlængen 84 med datteren Agathe. Det er ikke til at sige, hvorfor hun gjorde det, men man kan se på datoerne, at deres andre børn er flyttet hjemmefra, så hvis hun rejser derfra med deres eneste barn seks år før, at hendes mand dør, er det i hvert fald sikkert at sige, at ægteskabet ikke fungerede længere. Hun har ikke haft et sikkerhedsnet hjemmefra, da faderen, Johan Rose, døde i 1815 og på det tidspunkt var et fattiglem ud fra hans skifte:
No 580: Anno 1815 den 11.februar indfandt Skiftekommissionen sig med Fuldmægtig Brask og Skifte... med Examen jur. Beengaard med Betjenten Dam i huset No 438 i Rosengaden for at foretage Skifte efter Almisselem, og forrige Arbeidsmand Johan Rose, som har en 9 d.m. ved døden var afgaaet. Den afdøde Enke Anne Dorthea Marie var tilstede og tilkendegav at den Afdøde efterlader 4 med han avlede børn na. 1 søn Henrich Maler, 1 d Carl Rose, Skomager af profession og her tilstede, 1d Johan Tømmermand ved Holmen, og en datter Charlotte Amalia gift med Tømmermand Friderich Block ved Holmen. Hun tilkendegav tilligemed den nærværende... at Boet intet er værd der tje Registrering, og Vurdering..., da den Afdøde og Enken, ... logeret hos be... deres Søn, og da der saaledes intet var at tage under behandling saa blev forretningen hermed sluttet. Brask Beengaard, Carl F. Rose, Anne Rose, begge m.f.p.

Hvordan klarede Charlotte sig så i en mands samfund i 1800-tallet? Børnene flyttede hjemmefra, og på folketællingen for 1840 står hun opført som fiskerkone, så hun var begyndt selv at tjene til føden og havde indlogeret sig hos en bekendt: ungkarl og konstabel Peter Unger. Han havde tidligere været logerende på Elsdyrgaden hos Friederich og Charlotte, og derfor har han følt, at han skyldte hende at gengælde gæstfriheden. Desuden boede et plejebarn "Thora Camilla" på adressen, muligvis et, som Charlotte har taget ind selv. I 1845 og 1850 boede hun stadig hos Peter Unger, men længere oppe ad gaden. Hun var stadig fiskerkone, og ved at dømme ud fra periodens malerier af fiskerkonerne på Gammel Strand, har det været hårdt arbejde. I 1845 er Thora ikke nævnt, men i 1850 bor hun igen som plejebarn hos venneparret - 14 år gammel. For en fiskerkone har det været meget at se til og et meget hårdt liv. Disse kvinder blev også kaldt "rejekællinger" og "skovserhoveder" (da mange kom fra fiskerne i Skovshoved). Kvinderne kunne kendes på deres karakteristiske hvide hovedbeklædning, som om vinteren blev trukket godt ned over hovedet, mens kjolen blev stoppet ud med aviser for at isolere. I Charlottes tid blev størstedelen af fangsten dog spist i fiskersamfundene selv, så markedet voksede først efter århundredeskiftet. Trods disse vilkår levede hun som fiskerkone indtil sin død den 16.oktober 1855 af en hjerneblødning og blev begravet i Holmens kirke - nu som ægte dansker.

Hun var en stærk kvinde, som jeg og flere efterkommere mener, at vi kan være stolte af at stamme fra!

© 2023 - Pernille Amanda Bartholdy Kanto fra www.anegrene.dk
Drevet af Webnode
Lav din egen hjemmeside gratis! Dette websted blev lavet med Webnode. Opret dit eget gratis i dag! Kom i gang