Er det ikke en gammelmandshobby?
"Ej, er det ikke sådan en gammelmandshobby?"
Det hører man ofte, og fortæller man om sine fund, kommer næsten med sikkerhed kommentaren:
"Jamen er vi ikke alle sammen i familie, hvis vi går langt nok tilbage?"
Som svar på første kommentar, så nej. De seneste år er vi mange unge mennesker med interessen, og særligt på grund af Internettets nye omfattende databaser og hjælpemidler, er det netop for de ældre borgere blevet sværere at følge med. Jeg selv er fra 1988 og har haft interessen, så længe jeg kan huske. Da jeg var 15 år begyndte jeg så at indsamle slægtdata fra forældre og bedsteforældre, men dengang var meget få arkivalier digitaliseret, og jeg var for ung til at tage den lange vej til Rigsarkivet i tide og utide. Hobbyen blev lagt på hylden, og i stedet sugede jeg til mig, hver gang en familiehistorie kom på banen. I 2011 b00mede slægtsforskerbølgen i medierne med den danske udgave af "Who do you think you are?" på DR. Det vakte min interesse, og jeg drømte om selv at finde tilbage til fin adel og slemme forbrydere. Min studieveninde havde samme ønske, og vi misundte danskere som Sanne Salomonsen og Anders W. Berthelsen, der fik det hele serveret på et sølvfad med slægtsrejser inkluderet - bare på grund af deres kendisstatus! Vi talte meget om, at vi selv en dag måtte begynde, og egentlig skulle vi vente til efter bachelorprojektet, men jeg kunne umuligt vente. Lysten til selv at kaste mig over arkivalierne og selv være detektiven var for stor.
På en stille aften i mit barndomshjem bad jeg min far om at finde sin dansk/finske farmors dåbsattest frem fra gemmerne. Jeg vidste, at han havde den liggende, da han før vielsen med min mor havde taget det finske familienavn tilbage, og jeg ville gøre et første forsøg i de online kirkebøger. Bingo! Dåben var opsnuset, og alle de kringlede oplysninger var fantastiske at få indblik i. Selvsagt kunne jeg som nybegynder ikke læse halvdelen, men følelsen af, at mine forfædres liv var udødeliggjort af en præst i netop den kirkebog - og at de ingen anelse havde om, at en efterkommer ville have interesse i deres liv og færden - var nok til, at jeg var solgt for good! I løbet af den efterfølgende nat blev jeg oppe med Googles oversætterprogram, intens søgning og finske kommunionsbøger, indtil jeg fandt en stor del af forfædrene på den side. Min far var noget imponeret af fundet den følgende morgen, og pudsigt var det også, at det sådan set var de vanskelige finske kilder, som min hobby startede ud med. Nu indså jeg, at det egentlig ikke var muligt for mig at stoppe projektet, for så snart en forfader var opsporet, skulle dennes forældre - og søskende - jo også med på træet!
Er vi alle i familie med hinanden længere ude? Uden tvivl, vi er jo samme race. En slægtsforsker vil dog nyde at se sin egen slægts udvikling, og desuden skal vi utallige generationer tilbage, før vi alle har samme forfædre på bare én side. 13 generationer, siger de kloge hoveder. Din slægt er din egen et langt stykke tilbage, og ved at følge den bare 4-5 generationer, begynder du at danne dig et klart billede af, hvem du har arvet hvad fra og føler en hvis stolthed over forskellige skæbner i din slægts historie. Man finder en ukendt side, inspiration til ture rundt i landet og sandheden bag gamle fortællinger om sine slægtninge. Det er ikke kun en gave til dig selv, men til hele familien vidt og bredt!
For at afslutte denne strøm af gode argumenter for, hvorfor slægtsforskning er værd at gå op i, vil jeg henvise til et essay kaldet "Kirkebogens Skygger" skrevet af min egen fjerne slægtning Martin A. Hansen i 1970. Hvis du ikke er solgt efter at læse det, så er det bare ikke noget for dig :)Hvis det alligevel skulle have vakt din interesse, så tag og kom igang! Følg meget gerne min blog her på siden og start din egen. God jagt!