Familiefortællingers betydning 1

I tre dele vil jeg beskrive betydningen af de mange fortællinger, hemmeligheder, rollefordelinger og myter, vi finder i enhver familie. Her i første del vil det omhandle selve skabelsen af fortællingernes pointe og modsat nedbrydningen af fortællingerne over tid.

Hvem er jeg? Svaret på det spørgsmål oprinder i det følgende: hvor kommer jeg fra? Dette behøver ikke være biologisk betinget, men kan også være miljømæssigt. Den amerikanske forfatter Elizabeth Stone har skrevet bogen Black sheep and kissing cousins - how our family stories shape us, hvor hun behandler narrativens betydning for familier. En narrativ er en fortælling, der menes at give livet mening. Disse fortællinger ligger under huden og bliver sjældent sagt højt eller fortalt til fremmede, men det er dog netop denne italesættelse, de erindres gennem. Etnologen Michael Böss skelner mellem dels hukommelse, som ofte indebærer flere mennesker om begivenheden enten indebærende almen korttids- og langtidshukommelse; og dels så erindring, som ofte sker alene og privat, altså en egen fortolkning af noget erfaret eller senere følelsesladet beskrevet.

Erindringen holdes ved lige ved at blive genfortalt, og herigennem genkaldes relationer til andre mennesker med betydning for os. I en verden, der er blevet flad og funktionel, har alle grupperinger behov for viden om deres fortid af tre grundlæggende årsager: det er nødvendigt for at fremtidens gruppemedlemmer ved, hvordan handlinger skal udføres; fortællingerne skaber sammenhold og selvforståelse; det skaber en "vi" følelse over for "de andre" - altså en segregation af gruppen. Særligt indvandrere holder fast i disse narrativer omkring moderlandet. Man kan høre folk tale om udvandringer i familien som om, det skete for nyligt, selvom det er flere århundreder siden, for disse narrativer betyder meget for familiens identitet. Det er dog landet i sig selv, der her har betydning, da man i fx USA kun husker tilbage til sidste generation i "det gamle land", altså indvandrergenerationen. Selve livet i moderlandet flere generationer tilbage er der ikke lige så stort fokus på, da man bare ved forbindelsen selv kan skabe sig en følelse af at høre til i det pågældende land. Dette er også en del af, hvad man kan kalde transnationalisme, altså at have et ben i hver lejr så at sige. Det kan der skrives meget om. Her vil jeg dog fokusere mere på familienarrativer i sig selv - ikke nødvendigvis kun indvandreres.

Fortællingen i "nye" medier

Den mundtlige overlevering har som nævnt et socialt formål for familien, og den værdsættes i mange kulturer, hvilket kommer til udtryk i eksempelvis DR's programmer, der både fortæller om vores fælles historier og sætter fokus på vigtigheden i at kunne samles om familiens narrativer. Jeg nævner i flæng: i "Sporløs" opspores forældre af adoptivbørn, som mangler "brikker" i identitetspuslespillet; i "Ved du, hvem du er?" opspores slægten, og tilrettelæggeren udvælger forfædre med de mest spændende fortællinger at gennemgå, selv hvis man skal langt ud i sidegrenene; i "Kære Dagbog" læser voksne danskere uddrag op af dagbøger fra teenageårene; i "Aldrig for sent" hjælper en psykolog et individ med at få genskabt et forhold til en slægtning - ofte et barn eller en forælder - som der er mistet kontakt til; i "Danskernes Krønike" opridses dansk kulturhistorie ud fra et nyt emne hver uge. Dette er public service på landets hovedkanal, og på andre danske kanaler finder man lignende programmer. Det viser, hvor stor en magt disse narrativer har selv i vores moderne samfund - eller netop derfor. Når en nation vælger at give seerne så stort et udvalg af disse programmer, integrerer det også en stor del af befolkningen i historiske og sociologiske sammenhold.

I dag er det nemmere end nogensinde at forankre sine minder gennem ny teknologi og massekommunikation, og erindringer kan rumme mange lag: personlige minder, sociale minder fra familie eller grupperinger, rekonstruerede vidnesbyrd fra historiske dokumentarer og sidst politiske forestillinger om fremtiden. For nu at pointere noget dybt men sandt: vi er, hvad vi husker og er aldrig uden for vores hukommelse. Vi kan kun erfare nutiden i lys af fortiden. Det farlige ved minder er dog, at de kun har plads til de fakta, som passer os, og derfor vil historikere ofte dømme dem for at være upræcise. I de mere historieløse nationer som USA, er historisk hukommelse blevet et magtfuldt politisk våben op imod andre mere historisk rige nationer. Netop fordi historikerne repræsenterer staten og det autoritære, bliver det vigtigt for minoriteter "at huske" og "at mindes" nærmest som en politisk handling over for systemet. Da en nations historie førhen var konstrueret af eliten, har den haft en tendens til at tilsidesætte minoriteter - ikke at de blev udeladt fra historien, men deres egne synspunkter og vidnesbyrd er totalt fraværende. Mundtlige overleveringer nedarvet gennem slavefamilier har ofte vist sig mere pålidelige end officielle arkivalier i de pågældende lande. På denne måde er de altså modnarrativer (counter narratives) over for den officielle historieskrivning, som giver livet en helt anden mening for mange mennesker. Før i tiden var biografier skrevet udelukkende af professionelle forfattere og omhandlede altid berømte personer. I dag kan enhver skrive en selvbiografi. Forfattere opsøger endda ukendte lokale personligheder, der menes at have "en god historie" at fortælle om sit liv. Vi kan alle udgive vores memoirer online i e-bog eller på en gratis hjemmeside, vi vælger at oprette. Ved hjælp af lydoptagelse kan analfabeter også fortælle deres historie, ligesom det er muligt at finde levnedsbeskrivelser fra immigranter på Ellis Islands hjemmeside. Der er bloggere i alle aldre og med alle baggrunde. Som sagt: massekommunikationen og den nye teknologi har fjernet elitens monopol på historieskrivningen.

Historien om en endefuld

Det er selvfølgelig spændende med en forklaring på, hvor nemt det er at udbrede sin historie i dag, men hvorfor fokuseres der så meget på disse narrativer og erindringer? Familiens relation til verden og den almene historie kommer i anden række. Familiens første interesse er den selv, og videregivelse af narrativer til yngre familiemedlemmer holder familien i live i sin oprindelige form. Narrativerne indeholder selve betydningen af familien og er dens skabelseshistorie. De er de yngre generationers egen historie. Familiehistorier - de dybeste af dem uden henvisninger til det omkringliggende samfund - er komplet uinteressante for andre end familien selv. Folk udefra ser kritisk på fortællingen og stiller spørgsmålstegn ved fakta, mens familiemedlemmer alene kender historiens identitet og ser formålet med den. Jeg taler ikke om, at familien opdigter passende familiehistorier, men den konstruerer dem til at udtrykke de ønskede værdier. På denne måde er familienarrativer ikke bare at få fortalt andres erfaringer, men de kan blive en erfaring i sig selv. Lad mig give et eksempel fra egen hånd: Min oldefar, Hans, voksede op i 00'erne i et lille sogn til Skanderborg. En dag bad faderen ham hente storebroren Jakob hjem fra marken, da han havde gjort noget, faderen ikke brød sig om (historien melder intet om, hvad dette skulle være). Hans hentede ham, og hele vejen hjem gik han bagerst og grinede hånende: "Nu skal du ha' tæsk!" - han glædede sig nærmest. Da de kom hjem til faderen, fik Jakob den fornødne endefuld, og da han derefter rendte ud, kaldte faderen Hans over. "Jamen far, jeg har jo ikke gjort noget galt" indvendte Hans, da faderen bad ham om at få et par flade også. "Nu har jeg hørt dig hele vejen ind ad gårdspladsen grine af din brors forventede straf, og det vil jeg aldrig høre igen!" svarede min tipoldefar. Hans tog imod sin endefuld, og han hånede aldrig sine søskende igen i de situationer.

Ja, det var jo først og fremmest en anden tid dengang. Jeg hørte historien fra min farmor, altså Hans' datter. Hun er selv barn af 30'erne, og hendes fortællemåde gav et klart indtryk af denne pointe: min tipoldefar, Simon, var en retfærdig mand med humor, som opdragede sine børn til altid at behandle deres søskende med respekt. Da jeg hørte historien, skulle jeg dog lige styre både kropssprog og ansigtstræk et par gange for ikke at påvirke hendes fortælling. Når hun grinede eller smilede, var det ikke nødvendigvis på samme tid som jeg selv. Jeg måtte sætte mig fuldstændigt ind i hendes situation, hendes tid og hendes normer for at forstå pointen - og respektere den. Skulle jeg have hørt fortællingen fra en fremmed, ville jeg jo straks have hørt det, som i dag er meget nemt at tilskrive historien: faderen var en voldelig forælder, der ikke alene straffede ulydige børn frem for at skabe en god dialog mellem barn og forælder - han straffede lige så de skræmte børn, der stod tilbage og var så påvirket af den almene vold i hjemmet, at de tillod sig en hånlig attitude i et forsvar, når det ikke gik ud over dem selv. Nu kender jeg dog min farmor; jeg har kendt hende livet igennem og kender hendes mimik, hendes opvækst, hendes fortællemetoder og hendes forudsætninger for at begå sig i denne verden. Os familiemedlemmer, der får historien fortalt videre, kan derfor nemt opfange hendes pointe og derfor forstå, hvilke værdier, hun her forsøger at føre videre til os børnebørn. I og med at tiderne skifter, vil mine efterkommere nok nærmere opfange minversion, hvilket ikke er værdier, jeg ønsker som en del af familiens identitet. Konsekvensen er, at familienarrativer som disse går i glemmebogen, hvis efterkommere ikke længere kan se sit snit til at fortælle dem i en god kontekst eller for at understrege en vigtig pointe. De går altså fra narrativer til måske huskede eller nedskrevne historier uden de store værdier at videregive.

Historien om Finland

Omvendt er der historier, som ikke er blevet vægtet højt før i tiden, men som nye generationer ser på med nye øjne og med sikkerhed vil sørge for at føre videre i familien som narrativer, da tiderne skifter. Endnu et eksempel fra min egen familie får I her: da jeg var omkring 10 år gammel, besøgte jeg min farmor og var begyndt at undre mig over familienavne. Jeg vidste, at man fik sin fars efternavn, så min mor havde vel fået "Kanto" fra min far, ligesom min bror og jeg. Hvorfor hed min farfar så Jensen og min farmor oprindeligt Jakobsen? Det var vel et rimeligt spørgsmål. Jeg spurgte min farmor, hvordan det kunne være, og hun svarede mig helt henkastet, at mit navn jo stammede fra min farfars mor og igen fra hendes finske far. Det vækkede min interesse, og hun fandt straks et gammelt billede frem af denne finne med alle tre døtre omkring sig. Jeg spurgte hende så, hvorfor han endte i Danmark - stadig overvældet af de nye fakta på den første dag, jeg egentlig spurgte ind til noget af slægten.

Hun fortalte en historie - genfortalt fra min dengang nyligt afdøde farfar - som jeg aldrig glemte og et par år efter fik uddybet af hende: min tipoldefar Gustaf havde været tvunget i det russiske militær, da Finland var under russisk herredømme. Det fandt han sig ikke i, så en dag efter en druktur mødte han en russer på hjemvejen, og slog ham ihjel i grøften. En bil kørte forbi. Den stoppede ikke op, men Gustaf blev nervøs og tog ingen chancer. Han skyndte sig til den nærmeste station eller lignende og forlod landet hurtigst muligt. Han så sig aldrig tilbage. Det var historien.

Senere i livet har jeg sporet hans hastepas, hans militærhistorie og undersøgt landets situation. Det hele passer. Det er dog ikke nødvendigvis det vigtige i denne sammenhæng. Det vigtige er, at min farmor fortalte historien som en bagatel - om end en meget detaljeret bagatel, som min farfar sandsynligvis har fortalt mange gange til hende. Det var jo heller ikke "hendes" historie, men svigerfamiliens. Når jeg senere i livet har genfortalt det hele for min far eller spurgt min farmor mere ind til det, er jeg ikke blevet mødt med modstand, men med en ligegyldighed. Det var ikke en vigtig historie for dem. Hvorfor egentlig ikke? Og hvorfor er den blevet det for Kanto-klanen i Danmark gennem min store iver med at genfortælle den igen og igen? Når min farmor fortalte det, og når min far hørte det fra mig, var det ikke andet end en fortælling. Den var endnu ikke narrativ. Der var ingen pointe i, hvad hun fortalte. Vi kendte ikke manden, og vi havde intet at bygge en narrativ fortælling op på.

Jeg lod det ligge, indtil jeg blev 22 år og for alvor granskede kirkebøgerne - både for Danmark og Finland. Hans liv udfoldede sig for mig; hans barndom, hans forudsætninger for at leve i denne verden; hans liv i Kakskerta med sine søskende og den store omvæltning i militæret; den endnu større omvæltning i Danmark uden at kende sproget eller normerne og ved at starte en familie, hvor samleveren døde al for tidligt. Jo mere jeg lærte, des mere betød den gamle fortælling for mig - den blev narrativ. Når jeg fortæller historien, er det med viden om den svært nedbrydelige sociale arv fra netop Gustaf, som har bredt sig nedad helt til min fars generation. Jeg tænker på min far, der har brudt denne sociale arv med druk, vold, selvmord og alt andet, der kan spores blandt efterkommerne. Når jeg derfor fortæller historien om min finske tipoldefar, der i fuldskab og vrede slog en russer ihjel og flygtede fra sin straf, fortælles den til efterkommere med et iboende behov for at forstå, hvilke forudsætninger deres kære havde for at få et godt liv. Hver gang den er videregivet til fjerne slægtninge, har jeg fået samme respons: "Selvfølgelig! Det hele giver mening nu." og "Det genkender jeg. Hvor er vi kommet langt trods alt det." Pointen med denne narrative familiehistorie er derfor blevet: selvom familien i flere generationer har haft det hårdt mentalt, er det gået op ad bakke siden Gustaf. Han er roden til den dårlige sociale arv, man har haft sine indre dæmoner at slås med og en fortid, der ikke kunne rippes op i. Denne positive udvikling i slægten skal man vedkende og være stolt af. På den måde har jeg måske bragt en fortælling til live igen. Man kan dog også sige, at jeg har skabt en myte, for mens narrativer kommer med en pointe, skaber myterne en forklaring. Det kommer an på, hvordan de fortælles, hvilket jeg vil vende tilbage til i et senere nummer. Når familiehistorier fortælles, er det altid tidligere oplevelser, som præsenteres fra nutidens perspektiv. Min farmor fortalte sin historie om faderens barndom ud fra sin opdragelses horisont, men forsøgte at videregive en pointe, som ikke længere har meget at gøre i vores tid; jeg prøver modsat at fortælle min historie om Gustaf med træk gennem alle generationer, så den bliver nærværende og egentlig altid relevant, så længe familien arbejder sig mod det bedre og husker sine afdøde kære, der stadig bar på en del af arven. I næste nummer vil jeg komme mere ind på narrativernes pointer og temaer.