Tag aktivt del i at gøre kilderne tilgængelige

    Slægtsforskningens kilder bliver ikke indscannet, digitaliseret, indtastet, transskriberet eller renskrevet af sig selv.

    Det kræver langsommelige processer, og hvis du tror, at dette arbejde primært udføres af professionelle arkivarer og andre fuldtidsansatte, der får penge for det, tager du helt fejl: det er resultatet af en masse individuelle frivillige projekter rundt omkring i hele Danmark - og hele verden.


    Vi sidder sikkert alle og venter i spænding på, at nye kilder bliver tilgængelige online, men hvor mange af os gør rent faktisk en aktiv indsats for at hjælpe det hele på vej? Det vil jeg gerne opfordre alle til!

    For slægtsforskere, der ikke endnu føler sig så stærke i kilderne og muligvis føler, at de benytter diverse fora til at spørge ind til deres forskning, kan det være rigtig givende og tilfredsstillende at bidrage til slægtsforskningsverdenen på en anden måde. Der er så mange forskellige projekter at tage af, og uanset hvilke kompetencer du ligger inde med, er der også et projekt til dig. Tag ikke fejl: alle projekterne har høj prioritet for mange forskere!

    Jeg selv har pauser i min egen forskning, hvor jeg samler kræfter til et nyt forskningsprojekt. Men jeg kan ikke holde mig fra kilderne og hele arkivverdenen i de perioder - derfor er det så fedt i stedet at kaste sig ud i frivilligt arbejde til gavn for os alle. Faktisk kan det ofte føre til, at man falder over egen familie, som man ellers ikke ville have ledt efter.


    Alle arkiver

    Uanset hvor du bor, kan du finde et arkiv i nærheden, som har behov for flere frivillige.

    Lokalhistoriske arkiver er alle drevet af frivillige på egnen, som mødes regelmæssigt for at bevare fortiden til eftertiden bedst muligt. De søger altid historisk interesserede til at hjælpe, og der findes over 400 af disse arkiver i Danmark. Du kan finde en oversigt over dem på arkivvejviseren. På disse arkiver er der ingen offentlige arkivalier, men samlinger fra enkeltpersoner. Der er ingen pligt til at aflevere private arkivalier, så når det endelig afleveres, gør de frivillige et stort arbejde for at bevare materialet.

    Her kan du være med til at registrere arkivalier i databaser, eftersøge materiale i lokalsamfundet, scanne arkivalierne og billederne til digitale kilder, renskrive håndskrifter, optage interviews, transskribere interviews, indsamle udklip fra aviser vedrørende egnen, organisere papirene i arkivet, udarbejde udstillinger og i det hele taget benytte din interesse til at få det lille lokalhistoriske arkiv med på landkortet, når det kommer til landsdækkende arkivsamlinger såsom arkiv.dk.

  • Deltag i det landsdækkende projekt Giv det videre, hvor du kan indsende din egen historie til et valgfrit arkiv


Stadsarkiver

Et stadsarkiv tager imod offentlige og kommunale arkiver, og disse har pligt til at indsende deres arkivalier. Derfor er der ofte meget store samlinger på disse arkiver, men store dele af materialet er stadig på aflukkede arkiver uden offentliggørelse af en stor del af materialet. Ligesom de lokalhistoriske arkiver er stadsarkiverne meget interesseret i frivillige til scanning, registrering, transskribering, digitalisering og læsesalsvagter, men ofte med et større fokus på at få arbejdet gjort end at mødes over en kop kaffe regelmæssigt, og mange vælger at hjælpe til hjemmefra foran deres computer. Det er derfor vigtigt at gøre det klart for dig selv, hvad du ønsker at få ud af din stund som frivillig. Ud over de almindelige opgaver for frivillige, findes der mere målrettede projekter at kaste sig ud i:


Rigsarkivet

Rigsarkivet dækker over alle statslige arkiver og har læsesale i København, Odense, Viborg og Aabenraa. Her er det primært professionelle arkivarer, du møder, men alligevel er der mange projekter at gå i gang med som frivillig:


Danish Family Search

Jeg vil her fremhæver Danish Family Search som det fællesskab, der har opbygget de bedste rammer til frivilligt engagement. De vandt i september 2017 årets slægtsforskerpris netop for dette, og de arbejder tæt sammen med bl.a. Rigsarkivet for at få disse projekter ført bedst muligt ud i virkeligheden.

  • Scan gamle arkivalier på Rigsarkivets læsesale
  • Indeksering af hovednavnene for hver begivenhed (hovedsageligt kirkebøger og folketællinger)
  • Indtastning af kirkebøger (alle detaljer)
  • Indtastning af folketællingen 1906
  • Indtastning af folketællingen 1940
  • Gadeprojektet: gør alle gader søgbare på gamle/ny navne samt matrikelnumre
  • Indeksering af skoleprotokoller fra København
  • Markering af opslagstyper for alle arkivalier
  • Kategorisering af erhvervsfeltet - så man kan søge bredt på en stilling og få alle lignende ord med


DIS Danmark

DIS Danmark (Databehandling I Slægtsforskning) er jeg selv medlem af, og .de søger somme tider frivillige erfarne slægtsforskere til Rigsarkivets læsesale et par timer om måneden. Andre projekter har de også:

© 2023 - Pernille Amanda Bartholdy Kanto fra www.anegrene.dk
Drevet af Webnode
Lav din egen hjemmeside gratis! Dette websted blev lavet med Webnode. Opret dit eget gratis i dag! Kom i gang