Mit Danmark er blevet mig meget kært. Min forståelse af, hvor jeg kommer fra, er blevet udvidet. Jeg vidste altid, at min farmor var fra Jylland, og at min farfars far faktisk også var fra Jylland, men de boede jo alle sammen her. Jeg vidste, at min farfars morfar var finsk, men et var jo længere ude. Jeg vidste på én eller anden måde godt, at der var noget jysk i min morfar, men der skulle gå lang tid, før det for alvor gik op for mig, at hans mor var født i Jylland. Som træet voksede, ligeså gjorde min min forståelse for slægtens fodspor på danmarkskortet. Fyn er gået min slægt forbi. Kun meget fjern efterslægt kan jeg finde dér. Vibørg og Tønder amt og også næsten tomt for min slægts fodspor, men ellers breder de sig ud over hele Danmark inden for hele Danmark inklusiv Samsø og Bornholm. Aldrig har Danmark været så spændende at udforske
før. Byer, sogne, demografi, historie, lokalhistorie, traditioner og så meget
mere. Alle ved vi da, at vi er danskere, men jeg havde brug for et "skub", et
drive i retningen af at føle mig ordentligt forbundet til hele dette land frem
for kun Lille Kregme, hvor mine forældre flyttede til fra forskellige steder,
da de skulle have mig.
Geografi har ellers aldrig haft min interesse, og
min far har ofte gjort grin med mig af den grund, da jeg var yngre - ja, helt
op til mine sene teenageår. Jeg kunne aldrig finde vej på bilture og havde sjældent en idé om, hvor langt vi var på turene til bedsteforældre. Selv da jeg flyttede hele vejen til Odense, vakte
det ikke større interesse end at kunne finde fra den ene bydel til den anden.
Men da slægtsforskningen tog om sig, gav det helt sig selv, at jeg skulle i
gang med at lede efter livsbegivenheder i kirkebøger, som er inddelt i sogne,
herreder og amter. Det blev vigtigt for mig at finde ud af, hvilken dansker jeg var, og her måtte jeg så også åbne mine øjne for den finske side i mig, der altså fyldte stadig mere, som tankerne om identitet meldte sig.
Alex Haley - forfatteren af Roots - er indbegrebet på en afrikansk 7. generation. På trods af, at han er 5. generation af en irsk slaveejer og unægtelig en blanding af mange andre nationaliteter. Mange må se det som en spøg, at han lægger så meget vægt på den lille del af ham og helt ser bort fra hans anden arv. Jeg selv morede mig gevaldigt over programmet "Alt for Danmark," som løb over skærmene på Kanal 5 for et års tid siden. Her dystede en flok amerikanere om at få drømmen opfyldt om at møde deres danske slægtninge, da de selv var "danskere." Nogen havde en dansk oldefar, men de fleste havde danske aner mange yderligere generationer tilbage, og jeg kunne ikke undgå at trække på smilebåndet over det og tænke, hvad mange danskere tænker i den slags situationer omkring det folkefærd: "De mangler jo seriøs forståelse for deres fortid. De har intet ældre end 1800-tallet hos dem selv og higer efter at stamme fra en ægte nationalitet. De familier, de søger, er for længst døde, og den nulevende efterslægt er i bedste fald en dårlig trøstepræmie, som kan føre til et akavet møde med en flok mennesker, som programmet har måtte overtale til at stå til rådighed." Med andre ord så jeg ned på dem. Det vil jeg gerne indrømme. Det virkede fjollet, at de skulle dyste i danske traditioner, sproget og livsstil, som jeg ikke følte, at de havde nogen mulighed for at lære mere end en minimal brøkdel af.
Når amerikanere generelt forklarer deres livsstil og adfærd ud fra, at de er irske, spanske eller noget tredje, så tænker jeg, at det er et sølle forsøg på at tilhøre en fortid, da amerikanerne er en del af den berømte "melting pot," som de selv er så pluralistisk og solidarisk stolte af. Denne smeltedigel har dog sine ulemper og negative langsigtede konsekvenser. Der har de seneste årtier været en accelererende amerikansk søgen efter sine rødder i et oprør med konceptet - et forsøg på at bjærge, hvad der har overlevet den store homogenisering. Ud fra denne betragtning, hvor det jo bliver tydeligt, at de nutidige amerikanske slægtsinteresserede ikke selv har valgt at tilhøre en slægt rykket op med rødderne, kan jeg godt skifte det nedstirrende blik ud med et sympatisk et af slagsen. Det er jo synd for dem at stå i den situation!Jeg selv er finsk 4. generationsindvandrer og dansk statsborger. Det virker overflødigt at nævne sit statsborgerskab i et så lille land, hvor vi mener, at vi sagtens kan skelne mellem den selvfølgelige danske del af befolkningen og den mere tvivlsomme, hvor spørgsmålet om statsborgerskab, opholdstilladelse, asylansøgninger eller andet kan komme på tale.
Når man ser på de 3. generationsindvandrere fra mellemøstlige lande, der bor iblandt os, så er det mere end deres fysik, der gør, at vi "udpeger" eller "genkender" dem. Det er deres kultur, og her er det ikke ond racisme - det er faktisk misundelig nationalisme. Jeg misunder dem at have kunnet opretholde en form for national identitet fra hjemlandet, mens jeg - som henholdsvis 4. generations finsk indvandrer og 5. generations svensk indvandrer kun kender dette gennem slægtsforskning og må sidde og tænke mig til, hvordan jeg "burde" opføre mig og tænke for at ære mine forfædre. De kom til dette land af forskellige grunde, men et had til deres hjemland var bestemt ikke én af dem.
Hvornår glemte vi det finske? Hvornår blev familien til almindelige danskere? Svaret findes nok i min tipoldefars forhold til hjemlandet. Han tog afsted og kunne hverken skrive eller læse. Derfor var der ingen kommunikation til forældre eller søstre, og han rejste aldrig på besøg. Det var nemmere bare at glemme og komme videre, selvom han aldrig lærte det danske sprog nok til at kunne formulere sig herhjemme heller. Først i 1950 - 48 år efter sin indvandring - søgte han desuden dansk statsborgerskab. Dette var også udelukkende for at få dansk folkepension, og da han rent faktisk var statsløs efter for mange år væk fra Finland. Nationalisme betød tydeligvis ikke meget for ham, og han giftede sig dansk, så min oldemor lærte sig kun finsk for at kunne kommunikere tilstrækkeligt med sin far. Min farfar lærte kun få ord for at kunne fjolle med sin morfar, men det var af nødvendighed, ikke for at føre noget vigtigt videre i familien.
Men jeg føler mig finsk. Ikke svensk! Måske fordi, at Sverige er så tæt på, så de fleste af os alligevel i 1800-tallet har en svensk ane, og det er trods alt tætte naboer, som mange i min del af Danmark ofte besøger og endda arbejder blandt. Finland er et mere fjernt land, som vi ikke deler aner, fortid og kultur med på samme måde, og derfor virker det mere ukendt og som noget, man kan se som særligt. Svensk og dansk er svært at adskille, og for mig ville det være som at sige: "Jeg føler mig jysk!" da de fleste forfædre på træet faktisk er jyske, men det er ikke rigtig en mentalitet, jeg er god til at adskille fra resten af Danmark. Nej, jeg føler mig finsk, på trods af at det kun er en 16. del af mig. Hvorfor er denne gren så meget vigtigere? Der må være mere end tanken om en unik arv, som man kan have lidt for sig selv i forhold til tysk, norsk og svensk blod i Danmark. Det er dog mere end dragelsen af det ukendte.
Mens det svenske er gået ud af vores mundtlige overleveringer i familien, er de finske fortællinger bevaret frem til min tid. Det var min elskede farfar, som jeg mistede som 9-årig, der havde en finsk morfar, og historierne om ham har jeg hørt gennem min farmor senere hen. Jeg spurgte hende en dag om, hvorfor jeg hed Kanto, når min far og farfar jo hed Jensen, og hun kan om nogen fortælle historier. Hun fandt gamle billeder frem af denne fremmede mand, der altså var min tipoldefar, og hun fortalte, hvordan han var flygtet fra Finland, da han havde slået en russer ihjel. Mere havde hun egentlig ikke at fortælle, for - som hun sagde - man var ikke så optaget af at holde styr på den slags, da hun og farfar var unge. De levede med familien og tænkte ikke nærmere over navne, slægtshistorier og relationer.Det kunne jeg jo godt ærgre mig over senere i livet, da slægtsforskning for alvor vakte min interesse, men skæbnen ville mig det godt. Med et så sjældent importeret efternavn - og en stor nysgerrighed og interesse på området - kunne jeg alligevel hurtigt placere de fleste af de 22 navnefæller i Danmark på stamtræet. Under mit studieophold i Odense søgte jeg for sjov på krak efter navnefæller og faldt over én i samme by, som jeg ikke havde hørt om. Straks skrev jeg til hende på Facebook, og vi måtte da lige mødes for at løse mysteriet. Jo, vi havde samme tipoldefar, og hendes mormor var min farfars kusine. Nærmere kunne vi ikke komme på daværende tidspunkt, men det førte jo til, at jeg pludselig fik kontakt til et andet af finnens børnebørn, som nu kunne fortælle mig de gamle barndomshistorier om livet med ham før i tiden, da hun og min farfar var børn. Alle disse historier tager jeg videre i livet, så de aldrig går tabt. Og netop fordi, at der trods alt stadig lever slægtninge, der har kendt denne mand, virker det som om, at han er i live i os alle.
Det hjælper også på det, at jeg elsker min farfar så højt. Det giver en følelse af at være tættere på ham ved at søge nærhed med dem, der kom før ham.Så hvad gør, at jeg føler mig finsk, på trods af at jeg har 15 andre tipoldeforældre, jeg kunne føle samme bånd med. Det kan være en individuel oplevelse. For mit tilfælde er det både mine følelser for min farfar, dragelsen af det ukendte og de levende mundtlige overleveringer, som jeg føler et ansvar for at have modtaget. Jeg skal levere dem videre til næste generation. Jeg forstår de 3. generationsindvandrere, vi selv har her i landet. Frygten for at miste kontakten til fortiden er jeg helt med på. Et godt råd til alle er: få tingene skrevet ned, mens tid er. Hvem ved, om der skulle sidde en enkelt i efterslægten som mig og hige efter at kunne spole tiden tilbage og spørge gud og hver mand!
