Danske patronymers historie

I snart 200 år har vi i Danmark kendt til faste slægtsnavne - efternavne - som for manges vedkommende først blev normalt og forståeligt for cirka 120 år siden. Tænk sig, at en pige pludselig skulle hedde Jensen og ikke længere Jensdatter. Tænk, at man pludselig var opkaldt efter en bedste- eller oldefar, og at kvinderne længere oppe i tiden begyndte at ændre deres navn ved vielsen. Det må have virket helt skørt for den tids danskere, at et patronym ikke længere rummede nogen tilknytning til ens egen fader, men med tiden skulle henvise til en fjern forfader, som måske var glemt. Hvem var Jens for et tipoldebarn?

De seneste 25 år er antallet af danskere med -sen-navne faldet fra 62 % til 47 %. Det skyldes dels indvandring og derfor nye efternavne i landet, dels de nyeste navnelove, hvor det blev nemmere at få ændret efternavnet. Det lader derfor til at være en naturlig udvikling grundet ændret demografi og et ønske fra befolkningen. Hvorfor er danskere så alligevel så tilknyttet til disse gamle patronymer? Mange artikler online og i aviser de seneste år har netop omhandlet "tabet" af patronymerne og beskrevet fænomenet ud fra et noget, der nærmest minder om et tab af vores kulturarv. Mit bedste bud på denne tendens er en følelse af nostalgi med fundament i uvidenhed. Mens mange nybagte forældre bruger oceaner af tid på at finde de helt unikke fornavne til deres børn, higer de efter at beholde de velkendte, kedelige patronymer uden egentlig viden om deres oprindelse. Det er desuden heller ikke et særligt dansk fænomen. På engelsk og svensk er endelsen -son, på polsk og russisk -i/-a og på spansk -ez. På arabisk sætter man Ibn foran. Ingen danskere løfter i dag øjenbrynet af et navn med endelsen -sen, men hvis de præsenteres for en forfader med endelsen -datter, vil de ofte grine og få tankerne ledt hen på islandsk kultur. Det er nemlig stadig normen i Island at videreføre patronymer - altså uden faste slægtsnavne. Dette er et klart eksempel på, at de fleste danskere har glemt - eller er uvidende om - oprindelsen for deres patronymer.

For at starte et sted, så lad mig kort opridse slægtsnavnets historie, og hvad formålet var med dets indførelse. Allerede i 1500-tallet påbød kongen adelsslægterne at føre faste slægtsnavne. Disse beskrev ofte deres våbenskjolde, for eksempel Gyldenstjerne, Munk og Hvid. Senere i købstæderne ville borgerne være med på vognen for at skille sig lidt ud, så købmænd og embedsmænd her - samt gejstligheden på landet - begyndte at benytte "finere" tilnavne i familierne blot ved at latinisere eller fortyske deres ret almindelige tilnavne. Tag bare navnene Sadolin (sadelmager), Pontoppidan (af Broby), Paludan (af Kærby), Fabricius (smed) og Scavenius (af Skagen). Så var der pludselig noget ved navnet.

I 1769 fandt Danmarks første folketælling sted, men her nedskrev man ikke navne på indbyggerne. Ved næste folketælling i 1787 kom navnene dog med på listerne, og da man i begyndelsen af 1800-tallet nåede et befolkningstal på 1 million i landet, indså man et problem. Det var svært at skelne familierne fra hinanden, da al for mange hed det samme. Kun adelsslægter benyttede sig af deciderede slægtsnavne, mens den resterende befolkning højst indskrev sig med tilnavne eller stednavne. Særligt i bondebefolkningen var der omkring 10 gængse navne for hvert køn, som gerne gik igen i hver husholdning. Man indså fra statens side, at der var behov for en navnelov, så den 30. maj 1828, da der blev udsendt en ny dåbsforordning, stod der ganske kort i § 18: "I øvrigt bør ethvert barn ved dåben benævnes ej alene med fornavn, men og med det familie- eller stednavn, som det i fremtiden bør bære". Det blev altså påbudt hver familie at sætte sig fast på ét navn, der skulle gå i arv gennem generationer.

Hele pointen med denne lov var netop at kunne skelne familierne fra hinanden, men i mange henseender gav loven bagslag. En befolkning uden tradition for slægtsnavne og uden det store kendskab til Danmarks befolkning som helhed, viste sig at være mindre kreative med navnevalget, end regeringen havde håbet på. Langt de fleste familieoverhoveder slog sig fast på det anvendte patronym for denne generation. Altså blev Jens Hansens børn nu ikke kendt som Jens' søn og Jens' datter, men blot som Hansen. Døtre skulle derfor pludselig gå under et navn, der var forbeholdt mandkøn - med tiden ændret til -sen. Da der ikke var det store udbud af drengenavne særligt blandt bondebefolkningen, blev der mange med navnene Nielsen, Jensen, Hansen, Pedersen, Christensen, Larsen, Sørensen, Rasmussen og Andersen. Disse er stadig de mest brugte patronymer i landet. Man kan i det hele taget få en klar fornemmelse af Danmark i 1800-tallet ved at se på lister over de mest brugte efternavne i dag. De mere kreative benyttede gård- og stednavne, men igen skinner en manglende viden om det samlede Danmark igennem, når man tænker på, hvor mange danskere, som i dag hedder Østergård, Vestergård, Nørgård, Søndergård, Lund, Holm, Kjær, Skov og Bro. Meget originalt? Nej, nærmere et billede af, hvor folk boede dengang. Det mest udbredte efternavn i Danmark i dag, som ikke er et patronym, er Møller. Det kræver ikke lang tænketid at forstå, hvordan dette kan være. Mange danskere havde tilnavne efter erhverv, udseende eller karaktertræk, og det kan derfor fortælle os, at Danmark havde mange møllere i starten af 1800-tallet. På samme måde er efternavnene Fisker, Smed, Mørk, Brun og Høj meget brugt.

Ligesom med den finere latinisering, kan man se stednavne oversat til tysk, for eksempel Schandorf, hvis man var fra Skanderup ved Skanderborg. Erhvervene oversatte man også til faste efternavne på tysk; mange smede tog navnet Schmidt, skræddere blev til Schrøder og fiskere ville hedde Fischer. Hvis man var så heldig at have udenlandske aner, kunne man mere ligetil vælge sig et unikt efternavn, enten gennem et herhjemme ukendt stednavn eller tilnavn. Patronymer fra Sverige findes dog også i stor stil her i landet, på grund af de mange landarbejdere, som indvandrede, eksempelvis Nilsson og Hansson. Det skal dog indskydes, at danskerne ikke nødvendigvis så det som vigtigt at finde et unikt navn. For dem var det vigtigere at finde et navn, de alle kunne leve med, og som passede ind i deres hverdag.

Særligt på landet fandt man loven ret tåbelig - især for døtrene - og hvorfor skulle husfaderen ikke længere have lov til at kalde sine børn ved eget patronym frem for en forfaders? Tanken om at være unik og skille sig ud fra landsbyfællesskabet var ikke i bøndernes ånd; de så hellere, at de passede ind på den rette hylde og beholdt et navn, der klingede godt i netop deres sogn. I mange år ser man i kilderne, hvordan husfædrene forsøger at komme uden om loven ved brug af dobbeltpatronymer. Her ville Jens Hansens søn Ole simpelthen få navet Ole Jensen Hansen, således at første patronym henviser til faderen selv og andet patronym henviser til den nye lov. Stadig i dag kan nogen slægter kendes på disse dobbeltpatronymer, og man må konkludere, at de lokale sognepræster for en stor del har været sympatisører for den gamle tradition, siden de gik med til at lade børnene døbe således. Dette nye fænomen "mellemnavne" gav også mulighed for at give barnet moderens slægtsnavn eller navnet på en berømthed, uden det officielt var et brud på navneloven. I min familie er mange i Søetatens Nyboder derfor døbt Napoline til mellemnavn efter den franske kejser Napoleon. Et mellemnavn var blot et ekstra fornavn officielt.

Helt frem til slutningen af 1800-tallet finder man også stadig i visse sogne kvinder døbt med -datter til sidst. Hvis en person rejste fra ét sogn til et andet i løbet af livet, kan man også komme ud for, at efternavnet skifter, alt efter hvilken præst, som skulle indskrive personen ved dåb, konfirmation, vielse og død. På den måde var min tipoldemor døbt Johanne Andersine Johansen, men blev ved vielsen tiltalt Hansen. Hendes far hed Johan Hansen. Helt galt virker det, når lovlydige danskere fulgte den nye lov og derfor i skelsårene fik børn først efter gammel navnetradition og dernæst efter den nye, så en børneflok kunne have forskellige efternavne.

Præsterne var også selv i tvivl om, hvordan de skulle håndhæve denne lov, og hvilke navne, der var gyldige som efternavn. På grund af denne forvirring blev der i 1856 udstedt et cirkulære fra Kirke- og Undervisningsministeriet med klare regler. Her stod, at det valgte efternavn " ... "ikke blot skal komme til anvendelse for alle børn i den samme generation, men også for alle følgende generationer i den samme familie, medmindre bevilling til afvigelse erhverves." Hermed kunne -datter ikke længere bruges, men en lov fra regeringens side tager tid at implementere hos bondefolk. Derfor gik der stadig årtier, før den gamle skik var ryddet helt af vejen. Det skete også i takt med, at Danmark blev mindre - altså at flere rejste til byerne og generelt kom i større berøring med den resterende del af befolkningen, således at mange danskere fik øjnene op for, hvordan livet stod til andre steder. Muligvis har dette også rykket ved egne traditioner. Den nye lov hjalp dog stadig ikke på det faktum, at 80 % af befolkningen havde sat sig fast på et navn med endelsen -sen. Forskellighed var der ikke meget af i det lille land, og bare i Ålborg by hed 75 % af beboerne et navn på -sen i folketællingen 1901. Hvis man vendte blikket mod landområder, kunne tallet på mange egne nærme sig de 90 % - og stadig hovedsageligt dannet ud fra de 10 mest almindelige drengenavne. At blive byboer gjorde samtidig, at mændene mistede deres tilnavne fra landet og blev én i mængden; i byen kendte ingen dig som "Jens Bæk", og du blev i stedet indskrevet som det kedelige nye "Jens Hansen" ligesom hundredvis af andre i dit kvarter.

Regeringen gjorde nu et nyt forsøg på at kunne skelne familier fra hinanden, så i 1904 blev det for 4 kroner muligt at købe sig til et nyt efternavn - enten et slægtsnavn fra fortiden eller et vilkårligt frit opfundet navn. Man kunne eksempelvis antage sig et tilnavn båret af, eller stednavn ejet af, far eller farfar. Der var begrænsninger, og derfor blev der udarbejdet en liste over de navne, som var beskyttet. I min familie var slægtsnavnet Pedersen, men mellemnavnet var Bartholdy, og derfor har jeg svært ved helt at forstå, hvorfor to af brødrene tog navneforandring til Jarnved. Historien går på, at de begge arbejdede inde for postvæsenet og gerne ville skille sig ud fra andre, men ville det så ikke give mere mening, at én fjernede Pedersen, så de hed Bartholdy og Jarnved? Nuvel, det finder jeg nok aldrig ud af. I hvert fald var Jarnved frit opfundet, og hvis nogen hed ens valgte efternavn, skulle man først indhente tilladelse fra samtlige bærere i landet. Mange danskere gjorde brug af muligheden for at købe sig et nyt slægtsnavn, og der blev derfor luget godt ud i patronymerne, men der er ingen tvivl om, at de alligevel har været dominerende de seneste 100 år. Fire kroner var også et stort beløb dengang, så hvis loven virkelig skulle have været effektiv, skulle gebyret være sat væsentligt lavere.

Senere i nyere tid er navneloven blevet modificeret og lempet over flere omgange; først i 1961, hvor en ny lov tillod kvinden at beholde sit slægtsnavn som mellemnavn ved ægteskab, og det blev samtidig muligt at ansøge om en bedsteforælders efternavn som mellemnavn. Man kunne altså ikke længere frit vælge blandt mellemnavne. Til gengæld fjernede man muligheden for at anskaffe sig et brugt slægtsnavn gennem tilladelser fra alle nulevende bærere, da der viste sig at være pengegaver involveret i dette foretagende. De forbeholdte efternavne var derfor nu helt forbeholdt de oprindelige bærere.

I 1982 gjorde Danmark det som hovedregel, at begge parter beholder eget efternavn ved indgåelse af ægteskabet, med mindre de udtrykkeligt erklærede andet. I de fleste tilfælde var det stadig kvinden, der valgte at tage mandens navn. Siden 1961 havde kvinden automatisk ved ægteskab fået mandens navn, ligesom børn i ægteskabet fik. Dette blev nu liberaliseret, så ægtefolk frit valgte, hvad de selv og børnene skulle benytte som efternavn. Til gengæld begyndte flere mænd at tage kvindens slægtsnavn som mellemnavn i den forbindelse. Det blev nu muligt at bære oldeforældres slægtsnavne også og at skifte efternavn flere gange i livet - fra 1989 mod et gebyr på 3.000 kroner per navneændring. Det var naturligvis en stor belastning på statens ressourcer, hvis en person ændrede navn, som vinden blæser, men gebyret fik desværre den konsekvens, at antallet af ansøgere til navneændringer faldt drastisk - hermed var man lige vidt med hensyn til at få nye efternavne til danskerne.

Senest i 2006 trådte den nyeste navnelov i kraft, hvor man for alvor kan sige, at reglerne efterhånden er mere vejledende end indskrænkende. Det blev nu muligt at få et slægtsnavn tilhørende tipoldeforældre, og dette gælder også mellemnavne. Gebyret på 3.000 kroner blev nedskrevet og er i dag på omkring 500 kroner. Hvis navnet ændres i forbindelse med giftermål, er der endda intet gebyr. Danskere kan nu tage deres egne mellemnavne som efternavne. Man kan også frit tage sig et nyt efternavn, hvis det bæres af over 2.000 danskere, og denne liste har omkring 190 navne dags dato. Man behøver heller ikke længere gifte sig for at bære samme efternavn, men skal blot være samlevende. Ydermere er det i dag tilladt igen at benytte den gamle tradition med patronymer, så ens børn opkaldes efter faderen med -sen eller -datter til sidst. En tradition, som danskere som nævnt i dag ellers forbinder med islandsk skik og brug. Efterfølgende skal det også nævnes, at man de seneste 10 år har kunnet ansøge digitalt om navneændring, så processen er væsentlig hurtigere og nemmere end førhen, hvor man skulle kontakte sit bopælssogn og indsende dokumentation for slægtskab. I dag klarer sagsbehandlerne det via vores online CPR-register, hvor de med få klik kan danne sig et overblik over, om stamtræet holder stik.

Mange nye tendenser er derfor set i vores efternavne op gennem 1900-tallet og især siden starten af det nye årtusinde. Da mange danskere har et familienavn som mellemnavn, vil de hellere benytte det permanent. Det kan være et navn, der stammer netop fra købeloven 1904, hvor en datter efterfølgende har beholdt det i familien ved ægteskab, og så er det forblevet et mellemnavn. Det kan også være, at en del af familien reelt har holdt et særligt tilnavn eller stednavn i live. Uanset omstændighederne, så søger mange danskere væk fra patronymerne, da de alligevel i daglig tale kun benytter mellemnavnet, der skiller dem ud fra mængden - eller de i mangel af dette vælger partnerens specielle navn, uanset om det er fra manden eller kvinden.

I min familie hed min far Jensen og min mor Hansen, men min far valgte kort før brylluppet i 1986 at tage navneændring til Kanto efter sin halvfinske oldemor, så de begge kunne smide patronymerne fra sig. Da min mormor hed Bartholdy til mellemnavn, valgte jeg som 25-årig at smide det ind i min pulje af navne, så det ikke gik i glemmebogen, og da jeg i 2017 giftede mig med en Jensen, besluttede vi, at han blev en Kanto også. Vi har derfor en stærk tradition for at smide patronymerne væk - ligesom det hele tiden var tiltænkt i de mange navnelove. Nu er jeg højgravid for første gang og håber inderligt, at mit barn ikke smider Kanto væk til fordel for en ægtefælles efternavn - derfor er jeg ret tilfreds med det liberale regelsæt på området.

Min pointe med denne artikel er kort sagt at informere danskerne om, at faste patronymer ikke er en kulturarv, som repræsenterer en svunden tid, hvor alt bare gik sin gang. Lige siden man fandt ud af, hvor ensartet danskerne havde valgt efternavne, har man fra statens side forsøgt at ændre denne tendens. De faste patronymer, som mange danskere render rundt med i passet, er indført af staten for under 200 år siden, forsøgt tilpasset lige siden, og endelig nu vinder originaliteten indpas i befolkningen. Selvom man kan sige, at vi i dag med CPR-registrene kan skelne mellem hvert individ, ligger der stadig en følelse af identitet og noget unikt ved ikke at hedde det samme til efternavn. Vi ønsker ikke længere at passe ind i et landsbysamfund gennem vores navnefæller. Vi ønsker at skille os ud og vise, hvad vi hver især står for.

Jeg er klar over, at der altid vil kunne findes danskere - uden for storbyerne især - som ikke har samme behov for at skille sig ud, og som "hedder, hvad de hedder" så at sige. Eksempelvis tog min farbror ikke familienavnet Kanto tilbage, og alle hans børn fik det go'e gamle efternavn Jensen med meget almindelige fornavne til. Det ligger for mange så indgroet i os, at patronymerne er de "korrekte" efternavne, og at alle andre er lidt popsmarte eller fremmede. Patronymerne kan for mange føles som noget særligt dansk, idet at alle slægter på ét tidspunkt har båret dem. Der skal såmænd også være plads til alle, og vi kan sagtens tåle en stor andel af patronymer stadigvæk. Vi skal blot ikke være bange for, at noget går tabt ved deres nedgang. Af ældre på 80 år og derover bærer omkring 40 % et patronym, mens det samme kun gælder under 20 % af nyfødte. Selvom Jylland har ry for at være meget traditionsbundet og gammeldags, er det faktisk på Vest- og Sydsjælland, at flest bærer et patronym, nemlig 61 %, mens der i København er under 40 % med samme.

Når jeg møder nogen med navnet Jensen, og vi taler lidt om min interesse for slægtsforskning, kan jeg da heller ikke dy mig for at spørge: "Og hvem var Jens så i din familie?" Altid bliver jeg mødt af et undrende og lidt tomt blik, for det har de i grunden aldrig studset over. Alle har en historie, og med lidt indsigt i sin families efternavne, kan vi føle det unikke strømme over os. Frem for at give vores børn fornavne, de knap selv kan stave til, så lad os hylde vores familier og benytte de særlige slægtsnavne, vi alle kan finde i stamtræet. Mine børn må meget gerne sætte spørgsmålstegn ved deres efternavne, så jeg kan forklare dem, hvor vi stammer fra. Disse spørgsmål kommer sjældent fra børn med patronymer, for dem støder de på hver dag. Hvis vi i stedet når hen til, at alle efternavne er lige sjældne at finde blandt danskerne, vil nysgerrigheden for at kende sit ophav vokse sig større. Som slægtsforsker vil dette glæde mit hjerte.

Lad os derfor hellere hylde den - lidt for langsomme - udvikling og finde slægtsnavnene frem, nu hvor vi har en større mulighed for det end nogen anden navnelov har givet os.