De smukke svaner

Søren Hansen Christiansens "Svaner"

For mange mange århundreder siden omkring år 1450 blev en adelsmand ved navn Jens Borre født. I 1486 nævnes han som adelsmand til Ejerslev, østsiden af det nordlige Mors. Han har sikkert brugt Borre-våbenskjoldet. Han tilhørte jysk uradel og havde datteren Marie/Marine fra ca. 1480, adelsdame i Thy. Hun arvede den fædrene gård på det nordøstlige Mors, men der er dog også en teori der siger, at Marines far var svenske Christopher Siggeson Burre, der var høvedsmand ved Erik 14.s livvagt. Christopher blev adlet af Johan III og ligger begravet i Uppsala Domkirke. Marine blev i hvert fald gift med Jacob Stage. Han var en svensk adelsmand og havde i en dansk-svensk strid taget parti for Danmark, hvorefter han blev landsforvist og slog sig ned i Thy i Danmark. Han var født omkring 1747 i Sverige eller Sønderjylland og giftede sig med Marie Borre. Deres efterkommere blev i mange år på egnen mellem Vejle og Horsens, hvorfor området kan kaldes "Svane-land." Det eneste barn i ægteskabet, som vi har kendskab til, er Søren Jacobsen Stage fra 1509. Ved hans fødsel boede Jacob og Marie stadig i Thy, men på et tidspunkt flyttede de til Ribe, hvor Jacob blev forstander for Helligåndshuset. Ikke alle i Ribe var lige gunstigt stemt for den gode Jacob. Den 30. juni 1576 krævede han på Tinget et vidnesbyrd af 24 udmeldte mænd og af alle andre tilstedeværende "Om det var noget vitterligt, at han havde taget noget stikpenge eller anden Smugesæt for Ret eller have forurettet nogen, siden han blev Borgmester og fik befaling af Kongelig Majestæt; han ville da holde dem Fod og give 4 Penge for 1." Alle på Tinget gav ham det bedste vidnesbyrd. Hvem det var, der havde fremsat disse beskyldninger imod ham vides ikke.

Marine og Jacobs søn Søren Jacobsen, brugte ikke selv tilnavnet Stage, men det gør jeg her. På et tidspunkt flyttede han til Ribe, og i 1537 blev han gift med Anne Sørensdatter Klyne, som var født der. Hendes far, Søren Nielsen Klyne, har efter alt at dømme været en typisk vestslesvigsk studehandler og en velhavende mand. En anden teori er, at han blev født 1490 i Holland. I 1520 rådede han ifølge Dronning Christines hofholdningsregnskaber over 90 stude. Familien var - som de fleste rigmandsfamilier i Ribe på den tid - lettere korrupt. I en skattesag fra 1578 finder vi navnet på måske den tidligste skattesnyder i dansk historie, Anders Sørensen Klyne (Annes bror). Han var sat til 160 skilling i skat, hvilket han klagede til borgmesteren om, men han havde vist glemt at fortælle, at han netop havde arvet en formue på 40.000 rigsdaler - en kæmpe sum! Sådan kan det gå. Sørens to sønner (heriblandt Anders) var dygtige og kendte handelsmænd i Ribe, og begge døtre blev godt gift. Søster Karen blev gift med ripenseren Peder Krag, hvis to sønner blev betydelige videnskabsmænd. Anne blev gift med Søren, og ham skal jeg nu fortælle lidt om.

I Ribe oparbejdede Søren en betydelig handel, bl.a. med korn, smør og stude, og han blev meget velhavende. I 1569 blev han således beskattet højest af alle i byen, men i de efterfølgende år gik hans skatteansættelse dog noget ned. Allerede i 1547 nævnes Søren Jacobsen Stage som rådmand i Ribe, i 1556 var han derudover hospitalsforstander, og kort efter blev han byens borgmester. Man bør vel give ham en del af æren for de mange fremskridt, som fandt sted i Ribe under hans og hans medborgmester Hans Fanningers styrelse, om end det meste af æren tilkommer sidstnævnte. Søren bestred posten som borgmester i årene 1547-1571. Han døde 24.juni 1577 efter et slagtilfælde få dage forinden, og i forhallen i Skt. Catharinæ Kirke er der rejst en ligsten over ham med teksten: "Søren Jakobsen Stage blev købmand og Borgmester i Ribe. Hustru Anna Sørensdatter Klyne, 5 børn, en datter blev stammoder til Biskop Svane, en datter gift med Biskop Paul Madsen". Søren nævnes på den gamle Borgmesterliste på Rådhuset med Tilnavnet Thy og må vel altså være født i denne landsdel, skønt der var en familie "Stage", som i de foregående århundrede havde blomstret her i Ribe. Udenfor Kathrinekirkens hovedindgang i Ribe, på en høj mellem nogle træer, ligger en stor flad mindesten, formet i to dele omtrent som blade i en opslået bog. På venstre side står:

"Her hviler i Herren erlig Mand Søren Jakobsen borgmester i Ribe, som døde Aar MDLXXVI den ... Juni i hans Alders LXVIII og hans Husstru erlig Quinde Anne Søren Klynesdatter som døde Aar 1575 XIII Juni i hendis Alders LVI Oluf Christian Engelstoft fød Ano 1638 død Ano ...

Søren Jacobsen Stage og Anna Sørensdatter Klyne fik datteren Marianne Sørensdatter Stage i 1539. Vi ved ikke meget om hendes opvækst, men mon ikke hun har fået, hvad hun havde brug for? Hun ægtede i 1554 Hans Svaning fra Svaninge sogn nær Fåborg, og han er måske mere interessant. Han var af bondeslægt og født 1503. En historie om ham er: "Han var i sin barndom halt, og fordi Seenerne var sammentrakte, skeevbenet, men, da han engang af en Hendelse, faldt ned fra et højt Sted, blev Seenerne løsnede, og Benene efterhaanden satte i Lave, saa at han fra den Tid af fik en god og rigtig Gang." Det kunne med nutidens øjne ære tegn på underernæring, men heldigvis var en slægtning kansler hos biskoppen i Odense og kunne få ham indskrevet som studerende i København og videre til Wittenberg 1529-1539, hvor han tog sin magistergrad. Penge havde han ikke mange af, så han måtte tigge. Et sagn fortæller, at han købte sig en gammel kjole på Axeltorvet og fandt ud af, at der var guldmønter synet ind i stoffet. Han ville aflevere dem hos byfogeden, der dog bad ham om at beholde dem til studierne. Han levede af dem, og forfatter Sigurd Elkjær har gendigtet sagnet i novellen "En student og hans kappe." En ung dansk adelsmand Hartvig Bilde, der også studerede i Wittenberg, skrev om ham til sin far i 1539: "Kære Hr. Fader, det er min venlige bøn til Eder, at I vil skrive til Mag. Hans Svanning og takke ham, thi I kan ikke tænke jer, hvor meget godt han har gjort mig i alle måder, hvor han kan." Og i det andet, skrevet et par dage senere, beder han ligeledes faderen om at takke Svanning for den "ære og dyd, han har viist mig i mange ting, hvor han har kunnet det, mens jeg har vaeret her". Og han tilføjer: "Men nu er han væk, så jeg slet ingen har at søge tilflugt hos, om jeg skulde blive syg (hvad Gud forbyde), eller der ellers skulde tilstøde mig noget."

Måske var han præst i en kort årrække i Ribe, men siden blev han professor i retorik ved Københavns Universitet og var 1541-1552 lærer ("tugtemester") for prins Frederik (senere Kong Frederik II) på Koldinghus. Fra da af kunne intet stoppe ham. Hans Svaning fik overdraget det ene embede efter det andet, og ville man ikke give ham det, som han mente at have ret til, hændte det, f. eks. i 1547, da det drejede sig om et kannikedømme i Ribe, at selveste dronning Dorothea gik i forbøn for "Oss Elskelig Mester Hans Svaning", som hun kaldte ham. Han var nu ærkediakon og havde kannikresidens i Puggårdsgade op til Tårnborg; men om han selv beboede den, tør jeg ikke sige med sikkerhed. I 1548 fulgte han Frederik II på hyldningsrejsen til Norge, og her fik han Laurents Hansen til at oversætte en del af de norske kongesagaer til dansk. Som løn fik han "kapitelspræbender" i Roskilde, Lund og Ribe, og i 1547 fik han dekanatet i Ribe med løfte om det første ledige kannikedømme. Få år efter sin ankomst til Ribe blev han 1553 som den første udnævnt til "Danmarks Riges Historicus." Som prinseopdrager havde Svaning taget en svane som våbenmærke. Derfor kalder de fleste af hans børn sig Svane. Fra denne slægt stammer bl.a. forfatteren Axel Munthe (dronning Victorias berømte livlæge) og Ludvig Holberg.

Den 30.september 1554 gav byens rigeste mand, den senere borgmester Søren Jacobsen Stage, ham sin ældste datter Mariane til ægte. Hun var kun 15 år gammel, mens Hans var 51. Ægteskabet synes dog at have været lykkeligt, og de levede sammen i 30 år, hvor de fik 15 børn. Vi kender navnene på de 13, som overlevede til voksenalderen. Hans Svaning levede under behagelige forhold og havde gode indtægter, men han fik desuden en betydelig formue ved sin svigerfars død, hvor han også kom til at besidde mange huse og ejendomme i byen. I 1566 fik han kongelig forlening for sig selv og sin hustru i deres livstid på gården Sekjær i Brørup sogn. Det var Hans' opgave at fortsætte Saxos Danmarkskrønike på latin, og han fuldførte sin opgave fra kong Dan til Christian II. Universitetsprofessorerne må dog have modsat sig udgivelsen, måske fordi han har været meget negativt stemt over for Christian II. Først længe efter Svanings død udkom hele bogen. I virkeligheden nåede Svaning mere end sin senere svigersøn Anders Vedel, der aldrig fik sin bog færdig. Datteren Marine blev også gift som 15-årig og overlevede kun et år ind i ægteskabet - vistnok død i barselssengen 1578. Siden Marines død var Vedel ikke altid sød mod sin gamle svigerfar. Det siges at have været ham, der stod bag, da Hans Svaning i 1579 fik ordre til at møde hos kongen med alt, hvad han havde skrevet. Han var jo desværre ikke blevet færdig med sit værk, da han under den nordiske syvårskrig blev benyttet til at skrive mange afhandlinger som modsvar til de svenske. Det meste af Svanings arbejde gik tabt i branden i universitetsbiblioteket år 1728. Andre satte dog pris på værket og udtalte: "Hans hovedværk var en fuldstændig danmarkshistorie på latin, som lå delvis færdig i manuskript i 1579. Fortællestilen er levende. Svaning kan udfolde en uhøjtidelig fortælleglæde og ved enkle midler skabe atmosfære eller gøre begivenheder og personer levende så de fremtræder anskueligt for læseren."

Hans Svaning døde i 1584, 81 år gammel, og hans hustru overlevede ham i hele 31 år. På dette tidspunkt havde hustruen Marine et hjem med masser af små og mellemstore børn heraf 2 døtre på omkring 6 år, en søn 9 år, døtre på henholdsvis 11, 13 og 15 år, en søn på universitetet i København, en anden søn på universitetet i Wittenberg samt 3 ugifte sønner i 20'erne. Hun havde derfor nok at se til, og de følgende 20 år blev en svær tid for hende, hvor flere af hendes børn døde, andre rejste til Sjælland, Sverige og Norge, og én blev erklæret fredløs. Til sidst var hun tilbage i Ribe sammen med sin niece, dennes mand Biskop Peder Hegelund og sit barnebarn, den senere Ribe borgmester Anders Hansen Svane. Marine døde 1616, og ved indgangen til Ribe Domkirke er et epitafium - en mindetavle af sort marmor - anbragt til højre for døren op til Mariatårnet. Til venstre for døren findes Hans Tavsens mindesmærke. På Hans Svanings mindesten står følgende lange indskrift: "Her hviler udi Herren Salig M. Hans Svaning fordom Kong Frederic den II høyloflig Ihukomelse Hans Tuctmester udi XIII Aar oc siden Domdeg(n) oc Kanick her udi Riber Domkireke oc Danmarckis Rigis Historicus XXXI Aar som døde A DI MDLXXXIV Sept. i sin Alders LXXXI Aar sampt hans kiære Hustru Marine S. Søren Iacobsøns fordom Borgemesters Dater her i Ribe ved hvilcken han aflede sex Sønner oc ni Døttere. Hun døde den 4 Julii A DI MDCXV mæt af dette Lif i hennis Alders LXXVI Aar."

Hans Svaning og Hans Tavsen: Havde de noget med hinanden at gøre andet end at bo i Ribe på samme tid? Ja, naturligvis havde de det! Begge var ivrige reformatorer. Hans Tavsen ville udrydde de katolske meninger, og Hans Svaning skal have reformeret domkirkens indre; et sagn fortæller endogså, at han i en drøm blev truet til at sætte et berømt krucifiks tilbage på dets gamle plads. Men Hans Tavsen var allerede gammel, da Svaning flyttede til byen; han var også en lille halv snes år ældre end denne, og uheldigvis blev de straks uenige om, hvem der havde retten til Guldager kirke. Svanning vandt sagen, og det har den noget "stivsindede" biskop muligvis haft svært ved at glemme. Tavsen døde 23 år før Svaning.

En liste er udarbejdet over de kendte børn af Hans Svaning og Marine Stage. I listen beskriver han kort hvad der skete med børnene, hvem de blev gift med og hvornår de døde. Listen er et fantastisk udgangspunkt for studier i Slægten Svane, men den har sine begrænsninger og mangler herunder fødselsår og en rækkefølge, der sandsynliggør børnenes faktuelle fødeår. Vi skal følge datteren Anne født 1573 i Ribe. Hun voksede op i et hjem præget af åndelige og intellektuelle sysler. Næsten alle hendes brødre fik en universitetsuddannelse, og søstrene giftede sig med professorer, præster, en rådmand og en foged. Anne var den yngste i den store søskendeflok, og i 1590 indgik hun ægteskab med købmand og borgmester Hans Olufsøn Riber. Da må hun have været temmelig ung, hvilket der var tradition for i familien - hendes søskende var 15-16 ved vielse ligesom moderen. Hans Olufsøn var derimod 45 år gammel.

Hans Olufsøn var søn af en Oluf Staby og Else Svendsdatter Neb. Oluf var en studeret mand med mange års tjeneste hos Johan Rantzau som skriver. Han blev borger i Ribe og rådmand i 1544. Året efter udnævnte kongen ham til sin tolder, og året efter igen blev han borgmester. Han var således samtidig borgmester, tolder og regnskabsprovst. I 1546 oppebar han bibelpengene i Ribe stift, foruden at han drev handel ved at købe korn af kongen. Han døde 7.marts 1571 og blev begravet i domkirken. Hegelund beskriver i sin almanak, at han døde meget roligt under påkaldelse af Gud søn og roser ham som en mand, der var udmærket ved lærdom, klogstav og dyd. Hans enke Else overlevede ham i ti år. Hun var datter af Svend Neb, der af kongen havde fået tilladelse til at anlægge en mølle i Ribe - Midtmøllen. De måtte dog betale en årlig afgift, som i lensregnskaberne regelmæssigt opføres med 32 mark. Så vidt man kan se, blev efter denne tid møllen betragtet som privat ejendom, og Neb-slægten blev købt ud. Den findes stadig i dag.

Anne rejste altså til Horsens for at blive borgmesterkone i 25 år, indtil Hans Olufsøn Riber døde allerede 2.august 1615 i Horsens - syv dage før deres sølvbryllup. Ægteparret fik syv børn, hvoraf sønnen Oluf giftede sig med Elisabeth von Baden. Søsteren Anne giftede sig med den senere borgmester i Horsens Ernst von Baden, der nok var en broder. Anne Svaning indgik i det netværk, som i tiden efter reformationen udgjordes af landets rigeste og mest magtfulde borgere og veluddannede gejstlige. Hun var et led i en kæde af selvbevidste, protestantiske borgmesterfamilier. Både hendes morforældre og svigerforældre var borgmesterpar, hendes svigerinde var borgmesterkone, og hun blev selv mor til en borgmester. Piger som hende var attraktive partnere for gejstlige og storkøbmænd, fordi de kunne læse og skrive, og fordi de kendte miljøet og opgaverne, der skulle løses i en stor husholdning. Omvendt gav disse mænds husholdninger udfoldelse for de talenter, som pigerne gennem opdragelsen var blevet udstyret med. Anne og Hans fik sammen fem børn: Else, Anne, Oluf, Hans og Anders. Anne Svane var en dygtig og kærlig mor til sine børn, men hun var også en "fighter" der forstod at tage hånd i hanke med ting, når det var nødvendigt. Meget tyder på, at hun også var dygtig på det forretningsmæssige plan, for efter sin mands død i 1615 kørte hun hans forretninger videre samtidig med, at hun skulle sikre fremtiden for sin fem børn. Under Kejserkrigen 1627-29, hvor Jylland var besat, rejste hun bort og opholdt sig bl.a. hos sønnen Hans, der i 1628 studerede i Franeker i Friesland. Efter sin tilbagekomst stiftede hun i omsorg for kvinder, som var langt dårligere stillet end hun selv, i 1631 en bolig for tre fattige enker. Huset kaldes endnu Svaneboligen og ligger i gaden Fugholm. Enkestiftelsen var den første af sin art i Horsens og en af de første i Danmark. Også på anden vis satte Anne sig et minde. I Klosterkirken i Horsens hænger et af byens ældste epitafier, og her er hun den centrale person. På maleriet ses hendes forældre, ægtefællen, Anne Svaning selv, datteren og svigersønnen, der blev borgmesterpar i Horsens, samt hendes øvrige børn.

Fremstillingen af børnene viser, at det må være malet før 1614. Rammeværket og dele af indskriften er yngre. Idéen om såvel stiftelse som epitafium var ikke fremmed for Anne. Hendes familie i Ribe havde tidligere skænket midler, så fattige kunne få tag over hovedet, men hun var den første, der skabte en bolig alene beregnet for kvinder. Ligeledes havde flere slægtninge ladet opsætte epitafier i Ribes kirker. Hendes morfaders epitafium blev skabt hos maler Lauritz Andersen, som i 1600 flyttede fra Ribe til Århus, hvor han havde værksted til sin død i 1637. Det er da også ham, som har malet epitafiet i Klosterkirken. Med epitafiet, der så klart refererer til Horsens bys fremmeste borgerskab og dets lærde aner, markerede Anne Svaning og hendes familie både deres fromhed og deres slægts- og selvbevidsthed.

Vi stammer fra sønnen Oluf, men først skal nævnes, at sønnen Hans Svane blev ærkebiskop i Roskilde og var med i det taktiske spil, der sikrede Frederik III til arvekonge. Han er kendt for sin medvirken i det store stændermøde i 1660, indførelsen af enevælden og afskaffelsen af adelens privilegier. Han lånte kongen en del penge til svenskekrigen. Oluf sad 1629 som samborgmester med Ernst Ernstsen von Baden - hans svigerbror - både hans hustrus far og søsters mand. Ligesom sin bror vidste han, at rigdom betød magt og indflydelse. Han var en meget rig købmand og ejede store dele af Horsens. Som sin bror var han en hård nyser i forhandlinger, men modsat sin bror var det ikke altid helt legalt, hvad han gjorde - selv efter datidens målestok - men med sine gode forbindelser og frækhed overlevede han. Han døde 1665 hele 14 år efter sin hustru Elisabeth Ernstdatter von Baden. Hendes far, Ernst von Baden, nævnes i 1613 som skriver hos den haderslevske lensmand på herregården Aakjær. Han og hans søster må have fået forbindelse med de ledende familier i Horsens, for omkring 1614 ægter han borgmester Hans Olufsen Ribers datter Anna - Olufs søster.

Ernst har været en sjældent dygtig og solid mand og var allerede 1615 efter svigerfaderen Hals Olufsens død valgt til efterfølger som borgmester. På den tid var der altid to borgmestre. I 1627 blev han som borgmester udnævnt til kongelig majestæts renteskriver i Nordjylland. I 1631 blev han med samborgmester Oluf Hansen Svane. I 1644 fik han skøde på en gårds avl, fordi han forstrakte Horsens by med 100 daler for at tilfredsstille Oberst Wurtzburgs centribution. Under svenskekrigen led Horsens meget, da byen længe var besat af fjenden, og i 1646 søgte han derfor frihed for borgmesterstillingen. I 1648 nævnes han i stedet som toldforvalter. Den 29.september 1655 underskrev hustruen Anna Riiber byfogedens regnskab: "Udi min kjære huusbonds svaghed. Anne Ernst Ernstes." Ernst døde 21.november 1656. I Horsens Klosterkirke på den sydlige pille ved indgangen til koret, er som bekendt et stort epitafium opsat af Anne Hansdatter Svane. Over dette er Ernst og hustru Anne.

Oluf og Elisabeth fik to børn, hvoraf den ene var Maren Olufsdatter Svane i. Det må antages, at hun boede hos stedmoderen Elise Eisenberg og stedfaderen derfra i borgmesterboligen, indtil stedfaderen døde omkring 1684. Hun er formentlig blevet behandlet som en ansat. Noget tyder i hvert fald på, at hun ikke fik megen hjælp til at skabe et godt ægteskabsmatch. Vi ved dog, at hun som 34-årig i 1683 fik en datter, som vi kalder "Elisabeth Svane" i historiebøgerne, selvom hun i kirkebøgerne blot omtales som: "Hyrdens datter og Oluf Svanes datters horeunge." Sådan var man jo dengang. Hvad hendes virkelige navn var, kan man kun gætte sig til, men bedstemoderens navn er et godt bud. Vi ved heller ikke, hvor fødslen foregik, men sandsynligvis ikke i borgmesterboligen. Hun må være forvist ud til sin bror Hans Olufsen Svane i området omkring Ølholm-Tamdrup Bisgaard i 1682 for at dække over skammen. Vi ved ikke, om hun senere er blevet gift dér, men intet tyder på det. Hun døde tidligt kun 37 år gammel i 1686, da "Elisabeth" kun var tre år gammel. Enten skyldtes det pest eller barselsseng.

Vi ved ikke med sikkerhed, hvad der blev af Elisabeth, men formentlig blev hun adopteret af morbroderen, skolelærer Hans Olufsen Svane, og må have levet sin barndom og ungdom på Tamdrup Bisgaard eller deromkring. Det er tvivlsomt, at hun som horeunge boede hos stedmormoderen. Noget tyder på, at hun var mor til en Jens Christian Smed i Ølholm, for her skulle hun være begravet i 1775 som 99-årig - moder til ham i kirkebogen. Problemet er, at så skulle hun være født i 1676. Det kan dog også være, at hun af gode grunde ikke har oplyst sin rigtige alder for at dække over sin horeunge-status, hvis nu moderen efter kort tid havde giftet sig igen. Det kan være, der står 92 år, og så passer alderen. HVIS alderen dog passer, må det i stedet være skolelærer Hans Olufssøn Svane, der var gift med denne "Maren" fra kirkebøgerne, og så er han far til Jens Christian (Hansen) Smed. Det ændrer ikke på slægtstræet dog, da Maren og Hans begge skulle være børn af Oluf Hansen Svane og Elisabeth Ernstdatter von Baden - det er dog stadig interessant at opklare!

Denne (Jens) Christian Smed i Langskov blev i hvert fald gift med Abelone Sørensdatter (født 1716-1782) i Ølholm på et tidspunkt, og en registrering om giftermålet tyder på, at det fandt sted i 1735. Sønnen Oluf Christian Rudolfsen Olufsen Smed (Svane) fødes omkring 1736, men Jens kan have været gift en gang forinden. I Langskov kirkebog 1746-1814 er der registreret seks døbte personer med Christian Smed som faderen. Før dette er der sikkert flere børn, men her findes ikke kirkebøger. Navnet "Rudolfsen" kunne tyde på, at Jens Christian Smeds far kunne hedde Rudolf. Jens og Abelone fik sønnen Søren Christiansen i 1752, og han voksede op og blev husmand og væver i Langskov sogn, hvor han ægtede Birthe Stephansdatter fra samme egn. Hun var datter af Stephen Nielsen (født 1720 i Ildved, Hvejsel) og Maren Jensdatter. Stephens forældre var Niels Bertelsen (1667 i Ildved) og Karen Mickelsdatter (1684-1742 i Ildved). I 1801 var Birthe enke med jord, og sønnen Hans Christian Sørensen født 1783 boede med hende i Ølholm. Omkring 1815 giftede han sig med Maren Pedersdatter og levede med hende og deres fem børn som skrædder i sognet. De fik fire døtre, men den yngste var en søn - Søren Christian Hansen født 11.december 1816. Som ung arbejdede han som tjenestekarl på Vindelev mark på Smedegaard og giftede sig med Karen Marie Jensdatter.