Den finske arv
Jeg er dansker. Det vil sige, at alle mine bedsteforældre og oldeforældre er født og opvokset i Danmark. Længere tilbage møder jeg en broget forsamling, men er det ikke sådan for os alle? Min tipoldefar Gustaf Alexander indvandrede i 1902 fra Finland, og min tip-tipoldemor Hanna fra en anden gren indvandrede fra Sverige i 1868. Længere tilbage og på andre grene er jeg i høj grad tysker, så nationalitetsdefinitionen er svær for en slægtsforsker. Jeg er nok efterhånden mest bare europæer!
Man starter vel altid ud med at finde frem til oprindelsen af sit eget efternavn. Jeg hedder Pernille Amanda Bartholdy Kanto, så jeg begyndte slægtshistorien allerede i 1720 med bønder i landsbyerne Punkalaidun og Mietoinen, og den 13. oktober 1818 flere generationer efter blev lille Caisa født. Hun blev ung pige i huset på en gård i Mietoinen på landevejen "Kandonpää," men ak, hun røg i ulykke og ventede barn! Dengang var patronymer (navn efter faderen) meget brugt, men der var ingen far at opkalde lille Gustaf efter. Heldigvis var reglerne løse, og man fik lov til at eksperimentere, som man lystede. Lille Gustaf fra 1837 blev derfor i første omgang kaldt Caisason, men det var jo alt for sigende, at han opkaldtes efter moderen. Han blev kaldt Adami, hvilket betyder "Adams søn," altså at Adam er personens eneste faderfigur - et meget nedsættende ord i Finland! Sidst lykkedes det ham at finde på efternavnet "Kando" - efter den lille 200 meter lange vej, som han var undfanget på! Meget opfindsomt, og sønnen Gustaf Alexander (min tipoldefar) fik det ændret til "Kanto" for at sløre oprindelsen yderligere, selvom udtalen er den samme. I danske folketællinger blev ukendte navne altid stavet, som folketælleren hørte dem, og her staves det fonetisk "Gandor" og "Gando," og i hans egen nekrolog staves det "Kandor".
I 1899-1905 var Finland under russisk herredømme, og unge finske mænd blev sendt til værnepligt - heriblandt Gustaf 1899-1900. At være underlagt et fremmed militær og leve under en anden nations præmisser har været for meget for min unge tipoldefar. Det efterfølgende år er han højst sandsynligt trådt ind i modstandsbevægelsen, for en beretning fra hans barnebarn fortæller, at han skulle have slået én af de russiske værnepligtige ihjel og derefter have skyndt sig afsted til Danmark hurtigst muligt for at starte på en frisk. Meget tyder på det, for den 13. oktober 1902 fik han udstedt et hastepas af de finske myndigheder. Han stod da opført som tidligere daglejer fra Pargas sogn, selvom hele hans familie boede i Kakskerta. Destinationen lød på Slangerup i Nordsjælland, og så snart han var rejst, så han sig aldrig tilbage. Han havde ingen kontakt til sin finske familie længere, og sproget flød lige så stille ud - samtidig med at det danske aldrig satte sig fast! Mine forældre tog navnet tilbage i 1980'erne, og min bror blev opkaldt efter tipoldefar Gustaf Alexander Kanto. Det var jo lidt kedeligt, at jeg ikke selv blev opkaldt efter én af de stærke finner, men slægtsforskning afslørede, at gamle Gustaf havde en søster ved navn Amanda, hvilket netop er mit mellemnavn! Lidt finsk har man vel lov til at være ;) I alt fik seks af hans søskende faktisk 43 børn, så der er en masse at finde frem til deroppe.
Da han kom til Danmark i 1902 og fik sønnen Magnus Aleksander Gustavsson nede i Mern på en gård, men han forlod stedet dagen før dåben. Han boede en måneds tid på Frelsens Hærs herberg på Amager, hvor han mødte min tipoldemor Petra, og de levede et hårdt bondeliv rundt omkring i Horns Herred - hvert halve år blev der holdt flyttedag! Petra havde tre uægte børn fra tidligere forhold, der fik hendes efternavn - Lorentzen - og hendes halvbror fik desuden den berygtede forbryderkonge, Carl August Lorentzen, som søn.
I dag er der 24 i Danmark med navnet Kanto (senest min egen mand siden 17. juni 2016), og omkring 20 af os er efterkommere af selv samme Gustaf. Mon han vidste, hvad han blev stamfader til, da han forlod sit hjemland? Mon han vidste, hvor svært det ville blive for os at finde tilbage til rødderne? På trods af, at han selv afgav al kontakt med familien i hjemlandet, har han dog haft sine nostalgiske minder, som har været vigtige for ham. Her i hans nekrolog fra 1954 kommer det tydeligt til udtryk:
