Familiefortællinger del 2

I det tidligere nummer skrev jeg indledende om familienarrativernes betydning og tilblivelse. Jeg definerer her kort igen begrebet: En narrativ fortælling bringer værdier og holdninger til livet - og til familien. Jeg skrev om en narrativ fortælling, der ikke længere har plads i min familie og derfor må betragtes som blot en fortælling snart; og omvendt kom jeg med et eksempel på en fortælling, der er blevet narrativ gennem den rette vinkel på familiens skæbne. I dette nummer vil jeg gå mere ind i teorierne om disse narrativer og deres indvirkning på den nulevende familie og familiemedlemmernes rolle i gruppen samt individet i vores mere individualiseret moderne samfund.

Familiens sjæl

Familienarrativerne indeholder sjælen og betydningen af familien. De omhandler som regel afdøde personer (hvilket gør historien nemmere at konstruere). Der kan være forfædre, som viser sig at være gode forbilleder, og i modsætning til fjerne idoler, behøver du ikke anstrenge dig for at blive ligesom dem - de er allerede en del af dig. Det er en iboende kraft, som vækkes til live gennem familienarrativer - dog på godt og ondt. Jeg forestiller mig, at familienarrativer i samfund med forfædrekulte havde til formål at bidrage med budskaber, instrukser og advarsler - på samme måde som myter om guder har til formål i civiliserede og gejstligt styrede samfund. Vi lever i en mere individualiseret verden, og måske netop derfor er der en tilbagevenden til sine rødder og sine familiehistorier. Det er også en jagt på udødelighed ved at se sig selv som led i en uendelig slægtslinje. Nu er jeg ikke imod religion - jeg har en bachelor i religionsvidenskab og latin samt en kandidatgrad i religionssociologi - men taler vi religion som et statsligt redskab, har religionerne primært haft til formål at binde samfundet sammen under fælles værdier. Forfædrekulte har derimod holdt slægter og familier sammen, og i vores brogede samfund uden en stærk folkekirke med stor opbakning eller en enhedskultur som for 100 år siden, bliver slægtsforskning et redskab til at samle sig omkring noget, der kun er for én selv og ens nærmeste for at danne gode værdier og normer inden for den mindste sociale gruppe: familien. Sociologen Robert Bellah kaldte familiefortællinger for vores første fremmedsprog, da de har så stor betydning for vores færden i verden og netop ikke kan forstås uden for slægten, men man fristes til at tænke på det som modersmål, da det ligger til grund for al læring. Siden 1970'erne er familieformerne forandret, således at vi sjældent længere lever mere end to generationer sammen under hvert tag. Familienarrativer fortælles ofte fra de ældre til de yngre, hvilket gør sproget fattigt i vores moderne samfund.

Kvinder bærer historien

Hvordan fungerer familiehistorierne så i familierne? De er den lim, som binder familien sammen. At begynde en samtale omkring middagsbordet med "Husker du dengang...?" forankrer nærmest rituelt forsamlingen som en lukket enhed og udelukker alle andre. Er der derimod udefrakommende til middag, bliver de narrative fortællinger transformeret til søde historier, hvis de genfortælles. De kan altså ikke overføres til folk uden for familien. Som regel er det kvinderne, der "opbevarer" og videregiver fortællingerne, og det er der naturlige historiske årsager til: kvinders arbejde har traditionelt været i hjemmene med nabokoner omkring sig og megen snak hen over bordet. Her er det nærliggende, at kvinderne har talt om deres familier og brugt dem som eksempler, når værdier skulle fremhæves. Stadig i dag er det ofte tilfældet, at hustruen ved mere om ægtemandens familie, end han selv gør. Familiekultur skabes og bekendtgøres af kvinderne. Når de udkårne kvinder kommer ind i familien, får de historierne videregivet fra svigermoren, og kvinder er som regel mere optaget end mændene af at få dem forankret i det nye fælles hjem. Man kan sige, at hustruen indvies i familien i denne proces. Det er også et paradoks ved ægteskab, at vi nu skal danne familie med nogen, vi ikke er relateret til hverken socialt eller biologisk, da vi ikke længere bor i små landsbyer og vælger partnere derfra. Svigerfamilie har en negativ klang af den grund, da to familiekulturer skal forenes. Måske netop på dette punkt kan jeg se, hvordan arrangerede ægteskaber - og helst mellem fætter og kusine - er psykologisk enklere at gå ind til, når familierne på forhånd har gransket hinandens familiekulturer og besluttet, at det var en overkommelig udfordring.

På samme måde brugte kvinder denne egenskab til at få en vis magt i samfundet, da det blev naturligt for dem at finde arbejde ved arkiver, museer og andre nationalhistoriske steder. De var de førende inden for at lave stamtræer, interviewe tidligere soldater og skrive biografier, og stadig i dag har jeg indtrykket af at møde flest kvinder på de lokalhistoriske arkiver, jeg besøger. Når jeg ser programmer som "Ved du, hvem du er" er det også oftest de kvindelige deltagere, der selv kan komme med familiehistorier, mens de mandlige deltagere primært hægter sig på, hvad slægtsforskeren har fundet frem. Det er også her interessant, at netop dette tv-program skaber en formodet intimitet mellem os seere og de kendte, da det ikke bliver meget mere intimt end familiehistorier. Som før nævnt kan disse ikke forstås af udefrakommende, men hvis vi "kender" hovedpersonen godt nok og har fulgt personens liv, kan vi alligevel leve os ind i det fortalte. Desuden hjælper speakeren os på vej med at sætte det hele i en historisk kontekst, hvilket skaber en forbindelse til den historie, vi alle er en del af.

Du kan regne med familien

Den altoverskyggende fortælling i familierne er den om, at man altid kan regne med familiemedlemmer. Det er en altruistisk tanke om, at skænderier og store flytninger ikke ændrer på slægtskabsfølelsen modsat de andre sammenhold blandt venner, vi kender. I de situationer findes ikke på samme måde en "pligt" eller et behov for med alle midler at forsøge at genoptage kontakten. Familiefortællinger skaber familien, således at de personer, der har familiefortællinger om eksempelvis fætter-kusine-ægteskaber, bygger sit liv op omkring den norm, at det er en mulighed, således at det giver en langt større sandsynlighed for, at det sker for én selv. Vi konstruerer dog som sagt historierne til at udtrykke de ønskede værdier, så hvis en sådan fortælling går på et tragisk udfald af ægteskabet, får det modsat en afskrækkende virkning på individerne. Ud over altruismen og selvopofrelse er et andet kendt tema det tætte familiebånd mellem mor og børn; der er også det skrøbelige forhold mellem søskende med rivalisering; en "skabelseshistorie" for familien med rødder i en ofte afdød forfader, som stadig er håndgribelig og særskilt i familiens narrativer; penge som tema kan både komme på tale i historier om frierier eller omkring arbejde. Et andet eksempel er at fortælle sine efterkommere om gamle kærlighedshistorier i håb om, at ens efterkommere vil følge eksemplet. Jeg har her endnu et eksempel fra egen hånd.

Min oldemor Maren kom fra en from familie og ledte efter sin livsledsager. Der må have været mange bejlere, da hun var en smuk kvinde. Hun kom ud og tjente, hvor der på nabogården var en ung karl ansat. Hun besluttede sig for, at hun ville have ham, eller også ville hun ikke have nogen. Dette sagde hun, selvom hun var opdraget til at skulle gifte sig og stifte familie. Hun fik selvfølgelig min oldefar som håbet. Når min mor fortæller mig denne historie er det med denne pointe: gift dig ikke, fordi det er forventet af dig. Gift dig, fordi du har mødt den udkårne og vil kæmpe for det. På samme måde er der for begge bedsteforældrepar og mine forældre kærlighedshistorier om enten at blive gift på rådhuset, blive gift på rådhuset højgravid eller blive gift med stort kirkebryllup gravid. Jeg selv har ingen planer om kirkebryllup, men vil giftes, inden jeg får børn, da mine forældre nåede det for at sikre min fars rettigheder over min storebror inden fødslen. Mine forældres og bedsteforældres situationer ved ægteskab har altså i høj grad været med til at lægge alle muligheder på bordet for mig.

Hver familie har sin måde at udtrykke sig på i disse fortællinger, og det gælder både glæde, ironi, distance og vrede. I visse familier kan det nærmest ses som et overgangsritual at have et skænderi med sin far på et tidspunkt enten i teenageårene eller ved starten til selv at stifte familie. Hvis der skabes familiehistorier omkring et skænderi eller en hård tid mellem ægtefæller i slægten, kan den være med til at sætte standarden for, hvordan kønnene hver især eller et par som helhed må vise vrede gennem generationer frem.[7] Sygdom er et særligt svært emne, da det kan tolkes på så mange forskellige måder. Man forventer, at et sygt barn får en nødvendige pleje; en syg gammel person kan forventes det samme, med mindre historien tager en drejning og omhandler utaknemmelighed over for sine nærmeste, der forsøger at være plejere. I nogle familier tildeles særlige børn rollen som "overlevere", hvis de har overvundet stor sygdom tidligere i livet, og dette kan føre til en adfærd og selvbevidsthed, som er svær at slippe senere i livet. Dette gælder sådan set alle temaer, der kan lægges på et levende familiemedlem. Min storebror (og jeg) har så ofte hørt historien om, hvordan han var født med en tyktarm, der snoede sig rundt i maven. Min mor forsøgte at råbe hospitalet og lægerne op adskillige gange, indtil de endelig undersøgte ham. Efter en lang operation fik han fjernet et stort stykke tyktarm, så han i dag lever med et betydeligt ar hen over maven. Han har ikke selv erindring om at have gennemlevet det, men følelserne fra mine forældre føres videre gennem fortællingen, så han "erindrer" det kaos og den usikkerhed, de følte. Jeg har spurgt ham om, hvad den narrative fortælling har betydet for ham. Han svarede: "Jeg føler mig taknemmelig for at være i live, hver gang jeg ser mit ar. Jeg forstår, hvad mine forældre må have gennemgået, og hvor glade de også må være for stadig at have mig. Så den historie bekræfter mig i, hvad der er vigtigt i livet."

Findes der familienarrativer om selvmord, er pointen som oftest, at grunden til selvmord var mangelfuld og efterlod resten af verden i stor sorg - at selvmord ikke var vejen ud. Jeg har ingen egentlige familienarrativer om selvmord ved hånden, om end mere end én i familien er gået den vej. Jeg ved dog, at én af min oldefars brødre engang forsøgte at tage sit eget liv ved at skyde sig selv med en boltpistol til grise eller køer. Han drak meget og troede, at familien ville være bedre stillet uden ham. Desværre - det ord bruges i historien - sigtede han ikke ordentligt og overlevede derfor, men han blev mindre handicappet og måtte passes af sin hustru resten af sine dage. Er pointen i min families selvmordsnarrativ så, at hvis man vil tage sit eget liv, skal man huske at gøre det ordentligt? Historien melder intet om, hvorvidt deres børn følte noget særligt efter denne hændelse, eller om familien var glade for, at han overlevede. Måske er det fordi, det i min familie er en stærk pointe, at selvmord er en egoistisk handling, som ikke kan forsvares, men at man ved valget må gøre det ordentligt. Jeg er ikke sikker. Jeg kunne komme med mange andre eksempler på, hvilke pointer familienarrativer i min familie fremhæver, men vil give jer alle tid til at reflektere over jeres egne historier i stedet. I næste nummer afsluttes artiklen med et fokus på narrativer som forklarende myter samt betydningen af familiehemmeligheder.