Familiefortællingers betydning del 3

I de seneste 2 numre af bladet, har jeg skrevet på denne artikel vedrørende familiens narrativer - meningsfulde fortællinger for individ og slægt. Jeg har været inde på skabelsen af narrativer og nedbrydningen af samme; forskellige temaer og pointer, der kan udledes derfra. I sidste del af artiklen vil jeg her afsluttende skrive om de narrativer, som er forklarende myter, samt betydningen af familiehemmeligheder.

Fortællingerne har også til formål at hjælpe familierne med at få orden i alle de store mysterier og halve sandheder. Fortællingerne renses til en fabel med rene linjer, hvilket også er legitimt, når det sker over tid. I tv-programmerne såsom "Ved du, hvem du er?" er det dog mest af alt tilrettelæggernes arbejde at strikke hele historien sammen, og dette giver seerne en falsk tilfredsstillelse og en forhåbning om at kunne overføre en lignende fabel til deres egen familie. Sandheden er, at disse fabler kun kan eksistere, hvis familien i forvejen har den hos sig i én eller anden afskygning. Det er som om, at det førhen var en proces, hvor man gav de døde forfædres billeder nyt liv, men nu er det som om, at individer føler, at forfædrene er forpligtet til at skænke os mening, da vi sjældent har mange familiehistorier tilbage at trække på. Vi kender ikke vores historier længere og hamstrer derfor informationer om de døde for at transplantere dem ind i vores egen identitetsidé. Jeg siger ikke, at jeg selv er uskyldig i denne arbejdsgang, men netop dette understreger min pointe: det er den moderne verdens slægtsforskning.

Familiemedlemmernes rolle

Narrative fortællinger har altså til formål at komme med en pointe, men familiemyterne har modsat til formål at komme med en forklaring. Dette kan være forklaringer på følelsesmæssige problemer i familien, ligesom min tidligere historie om min finske tipoldefars dårlige sociale baggrund, som jeg fortalte om i nr. 3, 2016. En familie er en enhed, hvor der skal fordeles roller, ligesom i en landsby. Alle kan ikke være præster eller skomagere. I familier er rollerne dog fordelt ud fra adfærd eller personlighed, altså at én bliver den sjove, én bliver overleveren, en tredje bliver lederen. Med disse tildelte roller behøves en forklarende myte, eksempelvis at "overleveren" var meget syg som barn - måske endda som foster - og derfor er sejlivet. Hvis man har brug for en "overlever" og har svært ved at finde en passende myte, kan man gå længere og fortælle om forældrenes besvær med at blive gravide eller sågar moderens besvær med at finde den rette ægtemand. Myterne konstrueres, så de passer på personerne. Alle ved, hvilken rolle de har og vil gøre deres bedste til at passe officielt ind i rollerne, da familiemyterne ikke skal afsløres som konstrueret, og familier fungerer bedst med disse rollefordelinger. Man tager da også en del af disse "titler" på sig og får dem til at passe mere eller mindre, se blot på kønsroller og deres indvirkning på børn. Vi styrer altså vores liv efter de historier, vi har fået helt fra under graviditeten og kan aldrig helt selv konstruere vores liv. En myte kan også - søgt - fastlægges ved at give barnet navn efter én, der var tildelt samme rolle, som man har brug for, at barnet får. Der er mere i navngivning end dette, men det kan være en stor del af overvejelserne ubevidst.

I USA er der intet fælles bånd mellem familierne, da indvandrere kommer fra så mange forskellige steder, så forfaderdyrkelse i stedet bliver noget, de kan være fælles om på en underlig måde. De kan blive enige om, at det er vigtigt at vide, hvor de hver især kommer fra, og de gør derfor meget for at opbygge disse myter og narrativer fra fortiden, som de kan leve ud fra - også hvis meget af det beror på ren fantasi. Forfatteren Elizabeth Stone har skrevet om familienarrativer og -myter og er selv amerikaner, og særligt i USA er emner som overlevelse, penge og rigdom sejlivede i familiehistorier. Med overlevelse kan der menes i bogstavelig stand, men også overlevelse mentalt i det nye land. Den narrative fortælling indebærer ofte mødet med en fjende. I min historie er der fortællingen om min oldemor Inger, der blev moderløs som 5-årig, og hendes søskende blev spredt for alle vinde både i pleje og i lære. Inger blev dog hjemme hos faderen, der giftede sig igen. Den tre år ældre stedsøster døde tidligt, og Ingers stedmor blev streng og var bitter over, at det var hendes datter, der var omkommet. Inger overlevede dog de strenge år, og ingen af børnene besøgte stedmoren senere hen. Hun døde altså alene. Pointen er her, at man ikke skal lade sig gå på af andres luner, for de skal nok få, hvad de har fortjent, og man kan komme langt med arbejdsomhed. Slægtsforskning har dog afsløret, at stedsøsteren først døde som 24-årig, altså længe efter Inger også var flyttet, men myten er sejlivet og skal være en forklaring på, hvorfor de på min mors side var så selvstændige. Der er også familiemyter om "mistede formuer" med en forklaring på, hvorfor familien lever under de nuværende kår. Ofte menes de senere generationer at være ansvarlige for at have mistet pengene, hvilket kan være med til at bringe latter over ringe kår og en følelse af selvhævdelse: vi KUNNE godt tjene penge, men så kludrede tipoldefar i det. Hvis pengene mistes gennem en svindler eller katastrofe, kan familien hævde, at det ikke er deres skyld, det gik den forkerte vej. De er derfor lige så gode som alle rige mennesker, men bare i en dårlig situation for tiden.

Familiehemmeligheder

Jeg vil kort komme ind på familiehemmeligheder og deres magt i familierne. Mange slægtsforskere er måske stødt på hemmeligheder gennem attester, kirkebøger eller andre arkivalier. Det er en underlig fornemmelse at sidde med noget, ens familie måske har brugt mange kræfter på at skjule. Som regel er det dog hemmeligheder for de afdøde, som nu blot er spændende og giver nye perspektiver på familiens identitet. Vi ved, at alle familier har hemmeligheder, og derfor er der en vis kulturel tolerance over for disse. Vi mærker måske noget usagt, men lader det ligge - især når det gælder andres familier. Sociologen Carol Smart opdeler familiehemmelighederne i flere kategorier: der er skamfulde sygdomme enten fysisk eller mentalt; personlig forurettelse eksempelvis i arvesager; reproduktive hemmeligheder om barnløshed og adoption; homoseksualitet. Vi kender alle mindst ét tilfælde i familien, som har fundet frem til overfladen. Uanset hvor skamfuld eller farlig hemmeligheden kan være, vil der som regel være mindst ét familiemedlem (som mig), der forsøger at bringe historien videre gennem generationerne. Det kan ske via hentydninger, en tydelig tavshed ved et bestemt emne eller rygtedannelse. Det kan ske gennem en overdrivelse, som familien så får lyst til senere at udforske nærmere og derved nå til den reelle konklusion. Det kan selvfølgelig også vise sig, at hemmeligheden ikke holder stik, men blev videregivet fordi, man var sikker på, det forholdt sig sådan, og at det var vigtigt at holde fast i "fakta" så familien kunne anerkende sig selv, som den var. Magten i familiehemmelighederne viser sig, når et medlem en dag får fortalt historien og oplever at have stået uden for kredsen af fortrolige så længe. Man var "ikke god nok" til at blive betroet hemmeligheden, eller man var ikke "vigtig" nok til at være opretholder og bærer af den. Bærerne af hemmelighederne ses altså som havende magt, og måske er der netop derfor en vis afsky over for "sladdertanter" i familierne. Man holder ikke af, at visse medlemmer stikker næsen i alt og dermed ligger inde med så mange hemmeligheder, at familiens ansigt udadtil nemt kan krakelere. Man vil gerne selv have kontrollen over, hvem der får det fortalt, og alle andre bærere af hemmelighederne kan potentielt fortælle det videre. Børn hører jo alt og fortæller glædeligt historier. I løbet af børnenes socialisering får vi derfor lært, hvad vi ikke skal vide, så vi netop fornemmer, hvad diskretion og aktiv uvidenhed betyder i praksis, selvom ordene selvfølgelig er volapyk. Det kan være, at man havde en gammel farbror, der boede med en anden mand, som naturligvis kun var hans ven. Det var naturligt som lille, men som voksen lærer man om homoseksualitet. Siger man sin opdagelse højt? Ikke hvis man i opdragelsen aldrig har hørt andre i familien bringe det på banen, for så er det ikke normen. Hvis et medlem skulle tale over sig og afsløre en hemmelighed, som man havde valgt at lukke af for, kan man med meget god vilje begrave den igen, men det kræver derfra en stor del fortrængning, da ingen vil kunne glemme, hvad der blev sagt. Jeg tænker på Christian Kampmanns "Familien Gregersen", hvor der i slutningen tales højt om deres hemmeligheder, men uromageren føres blot ud, og fortielserne fortsætter. Fortielse er derfor nøglen til at fastholde familiehemmeligheder som netop det.

Vores egen livshistorie

Jeg vil slutte af nu og håbe, at denne tredelte artikel har givet et mere teoretisk syn på, hvad vi slægtsforskere beskæftiger os med. Narrativer, hemmeligheder og alle fortællinger inden for familien fascinerer mig selvsagt som sociolog, da de i sig selv er små stykker sociologi. Når vi vælger, hvem vi kan blive i livet, er forfædrenes historier ledetråde, og vi starter livet ud med at blive en del af denne gruppe for først derefter at ville skille os ud. Vi bliver alle gamle en dag, og så bliver vores livshistorie brugt til at udtrykke vores værdier og holdninger, som jo altid fortælles med eksempler fra eget liv. Det er muligt, at familiehistorierne er usynlige for os i den hektiske hverdag, men hvis vi sætter os til at skrive dem ned, kan vi finde en måde at være både en del af - og væk fra - vores familier på én gang. Vi kan lære, hvilke værdier, familien forsøger at give os og derudfra danne os en fornemmelse af, hvilke der gjorde nok indtryk på os til, at vi vil tage dem til os og blive en del af historien.