Roots

Jeg har netop set serien "Roots" færdig - også "Roots - the next generations." Som slægtsforsker har jeg flere ting at sige om en serie som den. Hvor skal man begynde? Jeg er en hvid, europæisk dansker med slægt ikke udenfor Nordeuropa de seneste mange århundreder. Alligevel vækker serien så mange tanker og følelser i mig, at jeg de seneste nætter har drømt mig ind i universet om natten. Kort til jer, der måtte være uoplyste om serien, skal jeg her i korte træk fortælle (og det er ingen spoiler, da bøgerne er fra 1970'erne og såmænd gør sig kendt i trailers til hvert nyt afsnit): den afrikanske mandinka-kriger Kunta Kinte fanges i sin landsby i Gambia og sendes til USA. Her bliver han optrænet af en ældre slave til at lære sproget og arbejdet. Han er på sin plantage den eneste importerede slave og bliver derfor kaldt "afrikaneren" af de andre, som alle er 2.-4. generationsslaver. De har alle - i hans øjne - mistet deres historie, da de kalder sig for amerikanere og kun kender deres slavenavne og -identiteter. Kunta går efter hårde kampe med til at lystre navnet Toby, og efter at have fået hugget halvdelen af den ene fod af, så han ikke længere kan forsøge at flygte, gifter han sig med en anden slave og får datteren Kizzy - et afrikansk navn. Hans hustru vil dog slet ikke høre på hans Afrika-snak, da han bør glemme og acceptere livet. For ham er frihed det vigtigste i livet, og han lærer sin datter sine historier, ord fra sit sprog og viderebringer dermed til slægtshistorie bedst muligt. Hun igen giver det hele videre til sin søn, der bliver avlet med slaveejeren, og denne søn bliver den første frie i slægten. Syv generationer fra Kunta Kinte er Alex Haley, som er forfatter til bøgerne.

Det er en meget følelsesladet fortælling. Mange slaveberetninger har man set i fjernsynet, blandt andet i "North and South," som rullede over skærmene i 1980-90'erne, men det særlige ved Roots er den autenticitet, som den hævdes at indeholde, og som slægtsforskere føler noget særligt for. Ikke nok med, at den siges at være autentisk - forfatteren af bogen, som den bygger på, er selve resultatet af disse slægtsled. Han er, så at sige, sidste led i den store fortælling. Det kan vi godt lide! Jeg kunne skrive en helt masse om, hvad det vækker i mig at sætte mig ind i, hvordan han selv må reflektere over sit liv efter alle disse opdagelser, og hvad det ville betyde for mig selv at få filmatiseret en bid af min slægtshistorie. Det er dog netop også det sidste, vi skal huske på: det er en bid af historien allerhøjest. Hvad med hans tip-tipoldefar, slaveejeren? Hans familie kunne man lige så godt have bragt med, men han har skrevet for et publikum, som ønskede at kunne spejle sig i hans historie.

En afroamerikansk befolkning, som dengang i 1970'erne fik øjnene op for, at også de havde en fortid, som man kunne hige efter.Hvad jeg egentlig ønsker at komme frem til i dette indlæg omhandler konstruktionen af en slægt. Alex Haleys fortælling ER nok for fantastisk til at kunne blive skrevet ind i historiebøgerne. Så vidt jeg kan forske mig frem til i artikler på nettet var denne slave kaldt Toby blevet hentet fra Amerika i 1762 og ikke i 1767 som Haley hævder. Allerede da kan man næsten fastslå, at der ikke kan være tale om den rette afrikaner. Med hensyn til Afrika har Haley også tilstået at have taget det meste af sit materiale om den del af historien fra bogen "Roots from the African" af Harold Courlander. Slaven "Toby" døde hele otte år, før datteren Fizzy blev født - og som han trods alt HAR ført sin slægt tilbage til. Det betyder dog, at der ikke kan knyttes forbindelse fra Fizzy til den rette afrikanske slægt. Ydermere er filmen - som film ofte er - produceret med nogle twists, der afviger fra romanen for at give den nogle mere følelsesladede øjeblikke. Det ændrer en hel masse på autenticiteten, men her må jeg faktisk tage Roots i forsvar. Det har mange afroamerikanere ligeledes også valgt at gøre, siden serien har bragt så stor en tilgang til identitetssøgen og national stolthed med sig blandt disse amerikanske borgere. Hvad skyldes det? Det tror jeg er svært at forstå for mange seere og endda mange historikere.

Den amerikanske slavehistorie er enestående, og at Haley har valgt - eller kommet til - at sammenblande flere slægters skæbner, betyder ikke det store for selve budskabet: det var en svær tid for afrikanske importerede slaver og deres efterslægt. Det var hårdt at holde fast i sin identitet og sit håb om frihed, i takt med at de nye slavegenerationer ingen erindring havde om andet, end hvad de stod i, og da det endnu ikke var muligt at nedskrive memoirer. Budskabet forstår vi, og det er så godt skrevet sammen, at selve oplevelsen ikke ødelægges af disse faktuelle fejl. Det er netop én af de ting, som jeg må indrømme selv at drives ved med min skøre hobby. Livet er konstrueret, og min beskrivelse af forfædrene afhænger af mig og mine forhåbninger til dem. Ser jeg en skomager, der samtidig tigger, så sættes han ind i et fattigt univers, og jeg forestiller mig, hvordan han og familien har levet side om side - uden at kunne undersøge det eller vide, om stemningen i hverdagen var trygget af de dårlige kår eller omvendt præget af en netop større sammenholdskraft end de øvrige familier. Man leder efter de stærke skæbner; dem, som kunne overvinde de værste skæbner, de var født ind i; dem, som modsat mistede alt i en ulykke eller forkastede alt ud fra et forelsket hjerte; og dem, som løb den store risiko og udvandrede til nye hjemlande. Alex Haleys "Roots" vækker alle disse drømme i os slægtsforskere og giver afroamerikanerne en historie at kunne spejle sig i med de stærkeste karakterer, der fandtes i arkiverne. Det er muligvis ikke en sand slægtshistorie for Haleys familie, men det ER en sand slavehistorie. Følelserne er ægte, og hvis en forfatters største opgave er at kunne indfange læsernes fortsatte fascination af værkets emne, så har han - ud fra min egen personlige betragtning - efterladt sig noget af et mesterværk.